Antibiotikaresistens: Lad os sætte handling bag ordene

At sundhedskriser koster dyrt i både tabte liv, livskvalitet og for statskassen, er blevet klokkeklart over det seneste halvandet år. Coronapandemien har med al tydelighed vist os værdien af at være velforberedt på de kriser, som virus og bakterier skaber.

Antibiotikaforbrug medfører resistens, uanset hvordan man vender og drejer det

Den øgede opmærksomhed på sundhedskriser, som coronavirus har skabt, har også øget fokus på andre potentielle sundhedskriser, f.eks. antibiotikaresistens.

Resistensproblematikken – hvor bakterier udvikler resistens mod antibiotika – er ikke som corona et eksponentielt voksende problem. Tværtimod vokser problemet langsomt, men støt. Særligt i lande, der ikke nyder godt af de mange forholdsregler, vi f.eks. i Norden allerede har taget.

Investér i fremtidssikring

Flere konferencer, artikler og debatindlæg har de seneste år vist, at der er bred enighed om behovet for handling, når det kommer til antibiotikaresistens. Men én ting er at mindske forbruget af de antibiotika, der – paradoksalt nok – både er løsningen og problemet. Noget andet er at fremtidssikre os.

For antibiotikaforbrug medfører resistens, uanset hvordan man vender og drejer det. Man kan forsinke udviklingen med begrænset forbrug, men hvis vi vil sikre os adgang til effektive antibiotika om 5, 10 og 20 år, er vi nødt til at skabe en fødekæde af nye antibiotika, der kan tage over, når gamle fejler.

Og det kræver nye incitamentsstrukturer, som gør det muligt for både biotekvirksomheder og medicinalvirksomheder at investere i udvikling og kommercialisering af ny antibiotika. I dag ser vi biotekvirksomheder gå konkurs og medicinalvirksomheder trække sig fra den allerede smalle skare af virksomheder, der investerer i udvikling af nye antibiotika – for det løber simpelthen ikke rundt.

Matematikken er simpel: Store udgifter til udvikling og kommercialisering. Minimale indtægter fra salg, fordi al ny antibiotika skal bruges så sparsomt som muligt, så vi forlænger den tid, det er effektivt.

Det sidste skal vi ikke ændre ved. Men vi er nødt til at ændre på måden, vi betaler for antibiotika, hvis vi også i fremtiden ønsker at have den værdi, som nye antibiotika repræsenterer, til rådighed. En værdi, som er langt større end det prisskilt, der sidder på den enkelte pakke.

En brandslukker i sundhedsvæsenet

Den bedste metafor er måske brandslukkeren. Sådan en hænger der på de fleste arbejdspladser, selvom de færreste af os – heldigvis – har brugt den. Brandslukkeren er en forsikring.

Vi håber, at årets europæiske antibiotikadag, i dag 18. november, vil minde alle om, at vi har en gryende krise, som vi heldigvis kan nå at løse, hvis vi vil

På samme måde kan udvikling af nye antibiotika betragtes som en forsikring, og de midler, vi bruger, skal betragtes som investeringer i fremtidssikring. Så vi også om 5, 10 og 20 år kan behandle infektioner, operere brækkede lemmer, give kemoterapi og udføre de mange andre behandlinger, der er afhængige af tilgængelighed af effektive antibiotika.

Derfor har vi behov for nye betalingsmodeller. Betalingen for antibiotika skal helt eller delvist afkobles fra den ordinerede mængde, og virksomheden bør betales for værdien af, at det pågældende antibiotikum er til rådighed for samfundet. Det kan man gøre på flere måder, f.eks. gennem abonnementslignende ordninger, en tilgang, der ofte kaldes for Netflix-modellen.

Inspiration fra USA, Sverige og Storbritannien

I USA, verdens største marked for lægemidler, har man modne overvejelser omkring en sådan ’abonnementsmodel’. Med opbakning fra begge politiske flanker er lovforslaget om den såkaldte PASTEUR ACT (The Pioneering Antimicrobial Subscriptions To End Upsurging Resistance) formuleret netop med henblik på at skabe mere attraktive forudsætninger for udvikling af ny antibiotika.

PASTEUR-lovforslaget indebærer en abonnementsmodel, der vil tilbyde antibiotikaudviklere forudbetaling i bytte for adgang til deres antibiotika og på den måde både tilskynde innovation og sikre, at det amerikanske sundhedssystem bliver bedre rustet til at behandle resistente infektioner.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil den amerikanske kongres skyde 11 mia. dollars i programmet over en 10-årig periode. Foruden udvikling af nye lægemidler skal dele af puljen allokeres til bedre uddannelse af sundhedspersonale for at forhindre uhensigtsmæssig brug af antibiotika samt indhentning og behandling af data, der kan give dybere indblik i det nationale antibiotikaforbrug.

Vi kan også kigge over sundet til vores naboer i Sverige eller over vandet til Storbritannien, hvor man allerede har påbegyndt pilotprojekter med nye betalingsmodeller.

Hvad venter vi på?

I Danmark har vi gode forudsætninger for at gøre det samme. Tilmed har vi en life science- og bioteksektor, som også kan få gavn af nye incitamentsstrukturer. Der er faktisk ingen tabere – men det kan der komme, hvis vi nøler.

Det væsentligste er således, at vi kommer i gang med at sætte handling bag ordene. En oplagt platform er den nationale handlingsplan for antibiotika til mennesker. Den nuværende handlingsplan er blevet forlænget til udgangen af 2021. Ved den kommende fornyelse af handlingsplanen kan man med fordel forankre arbejdet med at sikre de incitamenter, der er nødvendige for fremtidssikring.

Vi håber, at årets europæiske antibiotikadag, i dag 18. november, vil minde alle om, at vi har en gryende krise, som vi heldigvis kan nå at løse, hvis vi vil. Så hvad venter vi egentlig på?