Et nyt årti for sundhedsdanmark

Fra min tid på Herlev Hospital mindes jeg først og fremmest professionelle medarbejdere, der er engagerede i at yde patienterne den bedst mulige behandling. Og derudover var mange engagerede i at forske og udvikle nye behandlinger sammen med andre offentlige forskere og lægemiddeludviklere i virksomhederne.

Jeg ved, at det danske sundhedsvæsen stadig er bemandet af dygtige og engagerende medarbejdere. Men jeg ved også, at de arbejder i en sektor, der er blevet mere presset både økonomisk og tidsmæssigt, i takt med at danskernes sundhed og demografi har ændret sig.

Derfor har jeg to forslag, som jeg håber, vil præge udviklingen inden for sygehusvæsenet i dette nye årti: Der mangler en langsigtet økonomisk plan for, hvordan man udvikler og øger investeringerne i sundhedsvæsenet, og man bør fra politisk side engagere sig mere i at drage nytte af de muligheder som nye teknologier og digitale løsninger giver.

Debatpanel

Dette debatindlæg er en del af en række debatindlæg fra vores debatpanel i øjeblikket.

Læs også:

Mød det nye debatpanel her

Doner medicinspild til sygehusene og få en bæredygtig stjerne

Det regulatoriske paradigme under forvandling

Pas godt på det danske prissystem

For det første er der behov for varig vækst i sundhedsudgifterne, så de afspejler den demografiske udvikling og den generelle udvikling i velstanden i samfundet. Den vækst er sikret for 2020, men det skal være varigt. I forlængelse heraf bør regnemodellerne på sundhedsområdet justeres, så de også inddrager de positive dynamiske effekter, som vi intuitivt ved, der er ved at investere i mere og bedre sundhed.

Investeringer i sundhed betyder en sundere befolkning, der ikke har det samme behov for ydelser i det kommunale eller regionale sundhedsvæsen. Det giver os et stærkt samfund, hvor medarbejderne kan forblive på arbejdsmarked og i øvrigt bidrage positivt til samfundet på forskellig vis. Det primære fokus skal selvfølgelig være at forbedre sundheden, men vi risikerer en skævhed i de politiske beslutninger, hvis de dynamiske effekter af investeringer i sundhed ikke tages med i det samlede billede.

For det andet skal der politisk vilje til at sikre, at det danske sundhedsvæsen drager nytte af nye teknologier og digitalisering. Det sker ikke af sig selv. Et teknologiparat sundhedsvæsen kræver politisk vilje og investeringer.

Der skal være bedre plads til flere samarbejder mellem sygehusenes dygtige medarbejdere og de lægemiddeludviklende virksomheder.

Når det er sagt, skal vi igen have mere fokus på medarbejderne i det danske sundhedsvæsen. Der skal være mulighed for, at de også kan indgå i forskning og udvikling af nye behandlinger og blive en endnu større del af innovationen på sundhedsområdet. Incitamenterne i sundhedsvæsenet skal understøtte dette.

Der skal være bedre plads til flere samarbejder mellem sygehusenes dygtige medarbejdere og de lægemiddeludviklende virksomheder. Man kan tænke i retning af en national evaluering af samarbejdsvilkårene for samarbejdet mellem life science-virksomheder og sundhedsvæsenet. En evaluering, som identificerer barrierer samt konkretiserer initiativer og prioriteter, som kan styrke samarbejdet om alt fra forskning, udvikling, innovationsfremme og vidensdeling om fremtidens nye sundhedsteknologi og løsninger. Det vil styrke lægernes faglighed – og når de danske afdelinger er med til at forske, opnår vi en viden i Danmark, som er uovertruffen. Det vil gavne patienter både nu og i fremtiden.

Hvis disse elementer havde været en fast del af den kliniske praksis, da jeg var på Herlev Hospital, ville vi have set et endnu stærkere og innovationsparat sundhedsvæsen med behandling i verdensklasse.