Kommunal Sundhed

Dagens Medicin

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Søg

Announcement for DP

Dagens Pharma

Fælles ansvar at få tilliden tilbage til læger og virksomheders samarbejde

Udgivet:
Kommentarer (0)

DEBAT: Vi har brug for anerkendelse af såvel samarbejdsrelationer som åbenhed i forholdet mellem industri og læger. Tilknytningslisten må ikke blive en shamingliste.


»Er du clean?«

Sådan lyder det i stigende grad, når lægerne bliver spurgt, om de samarbejder med lægemiddelvirksomheder eller ej. Flere læger undgår derfor samarbejdet i frygt for at blive stemplet som uhæderlige eller inhabile af medierne, kolleger eller arbejdsgiver. Retorikken er i sig selv dybt problematisk, og konsekvensen – at lægerne ikke tør samarbejde med virksomhederne – går i sidste ende ud over patientbehandlingen og sundhedsvæsenet.

Når læger og virksomheder samarbejder, skabes der ny viden og alle bliver dygtigere af det.

Skabelsen af nye lægemidler forudsætter et mangeårigt og kompliceret udviklingsforløb, hvor det faglige og videnskabelige samarbejde mellem de lægelige eksperter og virksomhederne udgør selve fundamentet for fremskridt på lægemiddelområdet.

Det kræver naturligvis, at samarbejdet mellem lægemiddelvirksomhederne og læger og øvrige ansatte i sundhedsvæsenet er tæt og tillidsfuldt. Men det kræver også, at omverdenen har tillid til, at samarbejdet foregår ordentligt og åbent og ikke udfordrer lægernes habilitet. Hvis en sådan tillid ikke eksisterer, bliver resultatet uhensigtsmæssige barriere for det nødvendige og legitime samarbejde om nye behandlingsformer.

I sidste ende er det patienterne, som bliver taberne.

For at imødegå omverdenens berettigede ønske om indsigt, har læger og industri i samarbejde med myndighederne taget aktive skridt for at sikre større åbenhed om samarbejdet mellem læger og virksomheder. Et godt eksempel på det er de seneste års nye åbenhedsregler for tilknytning og kliniske forsøg, der har skabt gennemsigtighed om samarbejdet.

Desværre har vi på det seneste oplevet, at flere værger sig mod at stå på listen over læger med tilknytning til virksomhederne, og at den stik imod hensigten har fået karakter af en ‘skammeliste’.

For lægerne bliver i stigende omfang afkrævet svar på om de er ‘clean’. Som om det at indgå i et fagligt samarbejde med en virksomhed er sidestillet med et narkotisk afhængighedsforhold. Konsekvensen er læger, som frygter for, at de pr. automatik bliver stemplet som ‘uhæderlige’ i pressen, eller er bekymrede for, at selv minimal tilknytning kan medføre et stempel som inhabil i deres daglige, faglige arbejde.

Resultatet er, at et stigende antal læger afholder sig fra at indgå i et ellers helt legitimt samarbejde med lægemiddelvirksomhederne.

Vi vil gerne slå fast, at åbenhed om samarbejdet er både nødvendigt og rigtigt – det er i alles interesse. Men det har selvsagt aldrig været hensigten, at åbenhed om samarbejdet i sig selv skulle resultere i, at læger blev diskvalificeret fra at yde patientbehandling, forskning og faglig rådgivning i det offentlige sundhedsvæsen.

Det er en udfordring, vi skal tage seriøst – og derfor er der brug for fælles handling nu. For tilliden til samarbejdet er noget myndigheder, læger, virksomheder og patienter har et fælles ansvar for at løfte i flok. Der er ganske enkelt behov for et mere robust mindset, hvor alle ansvarlige parter aktivt ‘står op’ for værdien og legitimiteten af samarbejdet. Også når et i øvrigt fuldstændigt ordentligt samarbejde udsættes for offentlig mistænkeliggørelse.

Det betyder også, at læger og myndighedsrepræsentanter med tillidsposter selv har et personligt ansvar for at gå forrest og vise, at de rent faktisk ikke selv ser et problem i, at deres navn står på en åbenhedsliste. Men tværtimod med rank ryg står op for dialogen, samarbejdet og åbenheden.

Det har nogen gange manglet – men lad os nu give hinanden håndslag på, at vi sammen aktivt vil stå værn om samarbejdet og åbenheden.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere