Fire principper for fremtidens Medicinråd

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg inviterede forleden til åben høring om et meget vigtigt sundhedspolitisk tema, nemlig Medicinrådet. Vigtigt, fordi det handler om, hvilken behandling vi vælger at tilbyde patienterne i vores sundhedsvæsen. Høringen afslørede da også afgørende sundhedspolitiske problemstillinger – ikke mindst i forhold til, hvordan vi sikrer adgang til behandling for små patientgrupper og sjældne sygdomme og individuel behandling til den enkelte patient, som har et klinisk behov.

Som observatør i Medicinrådet har jeg været med fra starten og siden da deltaget i mere end 30 rådsmøder. Det har givet mig anledning til at indkredse fire grundprincipper, der er centrale for et velfungerende Medicinråd.

Folketinget fastlægger principperne

For det første er det – og skal det fortsat være – Folketinget, der fastlægger principperne for prioritering på sundhedsområdet. Det gælder også for medicinprioriteringen. Det er på ingen måde, fordi regionerne ikke løser deres opgaver godt nok – for det gør de – men Folketinget har et særligt ansvar for sundhedspolitikken over for befolkningen. Folketingets syv principper fra 2016 om prioritering af sygehusmedicin er i den forbindelse en glimrende rettesnor og et godt måleværktøj – og de skal anvendes aktivt. Derfor støtter Lægemiddelindustriforeningen (Lif) også op om Lægevidenskabelige Selskabers ( LVS’) forslag på høringen om en årlig afrapportering fra Medicinrådet, der netop beskriver, hvordan rådet anvender og lever op til de politiske principper på en helt systematisk måde.

Læs også:Formand for Medicinrådet: Inddragelse af upublicerede data kræver kritisk tilgang

Det politiske mandat var med god grund et dominerende tema på høringen. Herunder ikke mindst princippet om ret til individuel behandling, når en konkret patient vurderes at have gavn af et lægemiddel, der ikke er anbefalet til standardbehandling. Der er tilfælde af ulige adgang og forskellige incitamentsstrukturer på sygehusene, som skaber barrierer for de individuelle hensyn i hverdagen. Det skal løses – og det skal løses med en national model, der sikrer, at der tages individuelle hensyn i konkrete tilfælde.

Lige adgang for små og sjældne

For det andet skal man have et særligt øje for at sikre lige adgang for de små patientgrupper og patienter med sjældne diagnoser. Netop fordi der er tale om få patienter, kan man ikke meningsfuldt anvende den samme statistiske model og målestok, som man benytter til store patientgrupper.

»Den nuværende dialog er generelt god, men jeg vil opfordre til, at den kan påbegyndes tidligere, så patienterne tidligere kan få adgang til de nye behandlinger.«

Her har vi desværre oplevet en meget restriktiv tilgang i en række tilfælde i Medicinrådet, som gør, at nogle patientgrupper simpelthen er dårligere stillet i Danmark end i nabolandene. Det kan ikke være rigtigt, at vi i Danmark læser evidensen anderledes end alle andre.

Derfor har rådet behov for en mere positiv tilgang, når man vurderer de muligheder, som de nye behandlinger må forventes at have for små patientgrupper og sjældne sygdomme. Og er man ikke overbevist, så må rådet som minimum være villig til anbefale betinget ibrugtagning.

Dialog med interessenterne

For det tredje er involveringen af og dialogen med interessenterne altafgørende for en saglig og dækkende sagsbehandling i Medicinrådet. Her tænker jeg især på patientforeningerne og på de virksomheder, der har udviklet de pågældende lægemidler. Dialogen er indholdsmæssigt værdifuld for alle parter – og det skaber en forventningsafstemning, der er hjælpsom, når man skal forstå afgørelserne efterfølgende.

Læs også:»Læger har fortsat rig mulighed for at ordinere ny medicin«

Den nuværende dialog er generelt god, men jeg vil opfordre til, at den kan påbegyndes tidligere, så patienterne tidligere kan få adgang til de nye behandlinger – og dialogen skal være mere omfattende – ikke mindst hvis Medicinrådet som forventet næste år overgår til en Qaly-model, hvor der måles med kvalitetsjusterede leveår, og hvor kompleksiteten i vurderingen derfor stiger.

Et samfundsøkonomisk perspektiv

For det fjerde skal et nationalt prioriteringsorgan selvfølgelig have et samfundsøkonomisk perspektiv i sine vurderinger. Det siger sig selv, at silotænkning ikke hører til her. Det er ikke den enkelte afdeling, det enkelte sygehus, den enkelte region – eller sundhedsvæsenets tilfældige grænsedragninger, der er relevant.

Det er samfundsøkonomien, der er relevant, når denne type prioriteringsbeslutninger skal træffes. Det er desværre ikke Medicinrådets fokus i dag – her ligger der ofte en afgrundsdyb grænsedragning mellem regions- og kommuneøkonomien.

Men selvfølgelig skal også konsekvenserne for den kommunale økonomi indregnes, hvis et nyt lægemiddel hjælper en person til at undgå blindhed, hjælper en person til at undgå at komme i kørestol, eller reducerer udgifter til forældre, der skal passe deres syge barn i hjemmet – det er ikke rationelt at stoppe regnestykkerne ved regionsgrænsen.

Og selvfølgelig skal de økonomiske konsekvenser også beregnes for det lange sigte. Her er der virkeligt et forbedringspotentiale.

Læs også:Her er Medicinrådets fem svagheder