Forskere: Kronisk nyresygdom bør have samme opmærksomhed som type 2-diabetes

Størstedelen af danskere med kronisk nyresygdom behandles i dag i almen praksis, men faktisk er der ikke meget data på, hvad denne behandling indebærer, og om lægerne er opdateret på, hvordan de skal gribe opgaven an.

Det forsøger et nyt studie nu at rette op på. I studiet har forskerne nemlig både undersøgt, hvor læger får deres viden om behandlingen af kronisk nyresygdom fra, og hvilken behandling patienterne modtager.

Forskningen viser, at lægerne i almen praksis har god viden om behandlingen af patienter med kronisk nyresygdom, og at de generelt udfører et godt stykke arbejde.

Men den viser også, at der alligevel er en markant diskrepans mellem den behandling, som patienterne modtager i dag, og den optimale behandling i henhold til de nyeste opdaterede guidelines.

Ifølge en af forskerne bag studiet bør resultaterne give anledning til en politisk diskussion om vores ambitioner inden for området.

»Vi ser jo, at efter der kom politiske ambitioner vedrørende patienter med type 2-diabetes, blev behandlingen løftet enormt. Der er ingen tvivl om, at hvis man på samme måde tilbød patienter med kronisk nyresygdom en multifaktoriel behandling, ville det også kunne redde menneskeliv,« fortæller forskningsansvarlig overlæge Morten Lindhardt fra Medicinsk afdeling, nefrologisk afsnit, Holbæk Sygehus.

Vi ved, at en stor del af patienterne med kronisk nyresygdom endnu ikke modtager den tilgængelige behandling

Morten Lindhardt, forskningsansvarlig overlæge

Han understreger, at man selvfølgelig er nødt til at kigge på, hvad det vil koste, og om det vil være samfundsøkonomisk fornuftigt at gøre mere for patientgruppen. Forskningen er offentliggjort i BMC Primary Care.

Væsentlige fremskridt i behandlingen

Mellem otte og ti pct. af danskerne lider af kronisk nyresygdom, og af dem tilses i omegnen af 90 pct. hos de praktiserende læger.

Det vil sige, at de praktiserende læger står for behandlingen af flere hundredetusinde danskere med kronisk nyresygdom, og heraf vil mange allerede være kendt af den praktiserende læge på grund af diabetes eller hjertekarsygdom.

Inden for behandlingen af kronisk nyresygdom er der de seneste 20 år sket enorme fremskridt med tilkomsten af flere forskellige medicinske behandlinger, der kan reducere risikoen for forværring af nyresygdom og udvikling af følgesygdomme såsom hjertekarsygdom.

I forskningsarbejdet, hvor også en diabeteslæge og to praktiserende læger har deltaget, har Morten Lindhardt med sine kolleger analyseret spørgeskemasvar, som 128 deltagende praktiserende lægeklinikker har givet.

Spørgsmålene omhandlede blandt andet, hvorfra lægerne får deres viden om kronisk nyresygdom, hvilke guidelines de bruger, og hvordan de italesætter behandlingen af kronisk nyresygdom over for deres patienter.

»Vi ved, at en stor del af patienterne med kronisk nyresygdom endnu ikke modtager den tilgængelige behandling, og vi var interesseret i at finde ud af, om det skyldes manglende viden hos lægerne eller måske noget i kommunikationen med patienterne. Fra de mange års erfaring, vi har med at sætte fokus på type 2-diabetes, ved vi, at øget opmærksomhed har ledt til en rigtig god behandling af denne patientgruppe. Med spørgeskemaet ville vi identificere barriererne for, at patienter med kronisk nyresygdom kan få samme gode behandling,« forklarer Morten Lindhardt.

Den anden del af forskningsarbejdet omhandlede den behandling, som patienter med kronisk nyresygdom fra de 128 klinikker modtog.

Her udvalgte en computer tilfældigt 12 patienter med kronisk nyresygdom fra hver klinik, og forskerne lavede derefter en karakteristik af disse patienter i forhold til, hvilken guideline-anbefalede behandling de modtog.

Her undersøgte forskerne forskelle i behandlingen af patienter med kronisk nyresygdom med/uden type 2-diabetes og/eller hjertesvigt med ACE-hæmmere, angiotensin receptorblokkere og SGLT2-hæmmere.

Lægerne er dygtige og vidende

Hvis vi først ser på spørgeskemaet, så tyder det på, at de praktiserende læger grundlæggende har god viden om behandlingen af patienter med kronisk nyresygdom, og at de behandler i henhold til guidelines. Men svarene viser også, at der er rum for forbedringer.

Blandt andet benytter størstedelen af respondenterne målinger af eGFR (under 60mL/min/1,73m2) eller UACR (over 30 mg/g) til at stille diagnosen kronisk nyresygdom.

Henholdsvis 62 pct. og 58 pct. af lægerne benyttede de to metoder til at stille diagnosen.

Dog fortalte de praktiserende læger også, at blot 62 pct. indledte behandling for at dæmme op for yderligere fald i nyrefunktion.

»Det ser generelt rimeligt ud, men der er mulighed for at gøre mere. Hvis vi ønsker at løfte behandlingen for denne patientgruppe, kan man måske forestille sig, at det ville give mening at se på at uddanne sygeplejersker i almen praksis til at tage hånd om patienter med kronisk nyresygdom. Det kender vi også fra type 2-diabetes, hvor det har højnet kvaliteten af behandlingen markant,« siger Morten Lindhardt.

Mange modtager ikke gavnlig behandling

Det andet delresultat i studier viser, at der netop er behov for at højne kvaliteten af behandlingen, hvis flere patienter med kronisk nyresygdom skal behandles optimalt i forhold til at mindske risikoen for yderligere fald i nyrefunktion og påvirkning af risikoen for hjertekarsygdom.

Ud af 1.497 patienter identificeret med kronisk nyresygdom havde 80 pct. forhøjet blodtryk, 32 pct. havde type 2-diabetes, 13 pct. havde hjertesvigt, og 59 pct. havde hverken type 2-diabetes eller hjertesvigt.

Der er ingen tvivl om, at sådanne tiltag vil redde liv

Morten Lindhardt, forskningsansvarlig overlæge

65 pct. var i behandling med ACE-hæmmere eller angiotensin receptorblokkere, 56 pct. var i behandling med statiner, og 14 pct. var i behandling med SGLT2-hæmmere.

Resultatet af studiet viste dog også, at der var stor forskel på behandlingen afhængigt af komorbiditeter til kronisk nyresygdom.

Brugen af ACE-hæmmere eller angiotensin receptorblokkere var højest til patienter med kronisk nyresygdom og samtidig type 2-diabetes (76 pct.) eller hjertesvigt (74 pct.) sammenlignet med til patienter med kronisk nyresygdom uden type 2-diabetes eller hjertesvigt (58 pct.).

Det samme gjaldt for brugen af statiner, som 76 pct. af patienter med kronisk nyresygdom plus type 2-diabetes var i behandling med sammenlignet med 45 pct. hos dem uden hverken type 2-diabetes eller hjertesvigt.

Andelen af patienter med kronisk nyresygdom uden hverken type 2-diabetes eller hjertesvigt i behandling med SGLT2-hæmmere var lav.

»Det bekræftede vores forventninger om, at mange patienter med kronisk nyresygdom ikke modtager en behandling, som er gavnlig for dem. Har man nedsat nyrefunktion alene, gør det, at man ikke i samme grad får en nyre- og hjerte-kar-beskyttende behandling, og vi så også, at screeninger for albuminuri var mindre hos denne gruppe patienter, selvom de i vidt omfang også har forhøjet hjerte-kar-risiko,« siger Morten Lindhardt.

En anden af forskerne bag studiet, Rikke Borg, der er nefrologisk overlæge og forskningslektor på Sjællands Universitetshospital Roskilde, understreger:

»Vi har evidensen – endda på hårde endepunkter som død – og der er således behov for fokus på denne nye højrisiko patientgruppe, der skal have målt albuminuri, og derefter skal vi have behandlet dem med høj udskillelse – naturligvis i et stærkt samarbejde med almen praksis. Undersøgelsen her kan ses som en baselineundersøgelse, der skal gentages igen om for eksempel fem år, hvor disse behandlinger må formodes at være yderligere implementerede,« siger hun.

Øget fokus kan redde liv

Ifølge Morten Lindhardt bidrager studiet med data, som kan indgå i debatten om, hvordan læger i almen praksis skal gå til denne meget store gruppe patienter med kronisk nyresygdom.

Her er der ifølge overlægen behov for en politisk beslutning for den retning, der skal sættes.

Enten skal vi acceptere, at behandlingen ikke er helt oppe at ringe, ellers skal vi investere mere i, at behandlingen kommer op og måske endda helt op på niveau med behandlingen af patienter med type 2-diabetes.

»Vi har i dag den nødvendige viden og de nødvendige lægemidler til at give denne patientgruppe en rigtig god behandling, der vil reducere deres mortalitetsrisiko og risiko for udvikling af følgesygdomme. Men det er klart, at det ikke er gratis at give denne gruppe patienter den samme opmærksomhed som for eksempel patienter med type 2-diabetes. Derfor er vi nødt til at regne på, hvad det som eksempel vil koste at øge screenings-tilbuddene eller uddanne sygeplejersker til at håndtere denne gruppe patienter. Så må nogen tage stilling til, om det er samfundsøkonomisk fornuftigt, eller om det bare vil hjælpe patienterne, for der er ingen tvivl om, at sådanne tiltag vil redde liv,« siger Morten Lindhardt.