Dagens Pharma
Jubilæum: Ida Sofie Jensen fejrer 20 år som koncernchef for Lif
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ida Sofie Jensen, der kan fejre 20-års-jubilæum som koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, nyder at bruge sin søndag på at løbe i Dyrehaven og har løbet halvmaraton.
Lægemiddelindustriforeningens koncernchef, Ida Sofie Jensen, fejrer 20-års-jubilæum i november. Hun glæder sig over den udvikling, der er sket de seneste 20 år.
Ida Sofie Jensen, som er en central skikkelse i sundhedspolitik og life science-industrien, kan fejre 20-års-jubilæum som koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen i november.
I sin tid hos Lif har hun bl.a. arbejdet for at skabe mere gennemsigtighed i medicinalbranchen og et tættere samarbejde med sundhedssektoren.
Hendes jubilæum faldt på samme dag som den nye life science-strategi blev præsenteret, fredag 1. november. En strategi, som hun har været forkæmper for.
Hun glæder sig over den udvikling, der har været i hendes tid som koncernchef.
»Der er sket helt utrolig meget i hele sundhedsindustrien, siden jeg begyndte. I dag (1. November red.) kommer den tredje life science-strategi, hvor medicinalindustrien både har været en aktiv medspiller og er blevet hørt.«
»Det er meget langt fra den virkelighed, jeg trådte ind i for 20 år siden. Jeg er stolt af, hvor langt vi er nået, både som industri, men også i Lif,« siger Ida Sofie Jensen i en skriftlig kommentar.
Selvom Ida Sofie Jensen har været i Lif i to årtier, glæder hun sig stadig over at komme på arbejde hver dag.
»Jeg nyder hver dag, jeg kommer ind i Lif og glæder mig over at være en del af så mange spændende menneskers liv. Det er en fornøjelse,« siger Ida Sofie Jensen.
Før Ida Sofie Jensen blev koncernchef i Lif tilbage i 2004, arbejdede hun som hospitalsdirektør for Herlev Universitetshospital, hvor hun begyndte i 1998.
Derudover har hun bl.a. arbejdet som kontorchef i Amtsrådsforeningen, Sygehuskontoret, og som vicekontorchef på Bispebjerg Hospital. Privat er hun gift med Poul Erik Daugaard Jensen og har to børn.
Læs også vores portræt af ida Sofie Jensen fra 2022 i anledningen af udgivelsen af Magtens Top 100: Hellere tage en risiko end sige nej bare for en sikkerheds skyld
Del artiklen: