Kære nye sundhedsordførere: Her er pandemien, I aldrig har hørt om

Kære nye folketingspolitikere og kære nye sundhedsordførere.

Udviklingen mellem mennesker og bakterier kan ses som et konstant våbenkapløb

Velkommen til et af de mest spændende områder i velfærdssamfundet – her handler det bogstavelig talt om liv og død, som vi for eksempel så det under coronapandemien, og der er uendeligt mange muligheder for at gøre en forskel. I kronikken her vil vi fortælle jer tre ting om ét af de områder, hvor der virkelig er brug for jer.

Nummer 1: Vi er midt i en pandemi, I sikkert aldrig har hørt om

Coronapandemien er nemlig ikke den eneste pandemi, vi lever med lige nu. Verden er også ramt af ‘den langsomme pandemi’ – en pandemi, som WHO, FN og andre har råbt højt om i årevis. Det, vi taler om, er antibiotikaresistens – når bakterier bliver modstandsdygtige overfor de antibiotika, vi behandler dem med, og antibiotikaene stopper med at virke.

Pharma-debat

Består af et fast panel af debattører, der på skift skriver om pharma-relaterede emner på dagenspharma.dk. Ordet er frit, og skribenterne vælger selv, hvad de vil skrive om.

Medlemmer af debatpanelet: Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lif, Lars Bo Nielsen, direktør, Lægemiddelstyrelsen, Catherine Williams, landechef, MSD, Tove-Holm Larsen, professor, sundhedsøkonom og CEO, Pharma Evidence, Martin Dræbye Gantzhorn, advokat og partner, Bech-Bruun, Lars Møller, adm. direktør, Pfizer, og Julie Brooker, landechef, Janssen.

Find de andre debatindlæg her.

I har sikkert set plakater hos lægen, der opfordrer til lige at give halsbetændelsen et par dage, før I tropper op og beder om penicillin? Det handler om antibiotikaresistens. Problemet er, at jo mere antibiotika vi bruger, jo mere modstandsdygtighed udvikler bakterierne. Og når de gør det, så stopper antibiotikaene til sidst med at virke.

Ifølge Medstat fik 1,2 millioner danskere antibiotika i 2020, både for at behandle ‘almindelige’ infektioner, som blære- og halsbetændelse, men også i forbindelse med operationer, kejsersnit og kræftbehandling. Antibiotika er nemlig ofte nødvendigt for at forebygge infektioner i forbindelse med mange hospitalsbehandlinger, vi ellers tager for givet. Man kan sige, at effektiv antibiotika er et fundament for det moderne sundhedsvæsen, og derfor er stigende antibiotikaresistens et enormt problem for samfundet.

Et konstant våbenkapløb

Udviklingen mellem mennesker og bakterier kan ses som et konstant våbenkapløb. Mennesket og videnskaben har heldigvis været foran siden udviklingen af penicillin i 1928. Men kurven er ved at knække.

Ikke bare fortsætter bakterierne ufortrødent med at blive modstandsdygtige, for det er deres måde at overleve på, men vi er desværre også på vej til at løbe tør for de ‘våben’, vi bekæmper dem med, nemlig nye typer antibiotika.

Indtil 1980-1990’erne blev der udviklet mange nye ‘våben’, men udviklingen er nu gået helt i stå. Vi er derfor presset fra begge sider.

Her i den rige del af verden mærker vi endnu ikke så meget til risikoen, for – som det også gælder f.eks. klimaforandringerne – så rammer katastrofen typisk hårdere og hurtigere i den tredje verden. Men det er kun et spørgsmål om tid, for virus og bakterier respekterer ikke grænsebomme, som vi også lærte det under coronapandemien.

Apropos klimakrisen, så udtalte en af de førende eksperter på området, Dame Sally Davies, for et par uger siden, at antibiotikaresistens kan slå os ihjel, før klimakrisen gør det. Samtidig udkom en ny, indisk rapport, som blandt andet viste en stor vækst i behandlingsresistente lungebetændelser. I en artikel om rapporten udtalte en indisk læge, at 6 ud af 10 patienter på hendes intensivafdeling havde behandlingsresistente infektioner.

Også i USA er problemet i vækst – i forbindelse med coronapandemien steg antallet af behandlingsresistente hospitalsinfektioner og dødsfald af den grund med 15 procent.

Globalt døde 1,2 millioner mennesker af behandlingsresistente infektioner i 2019, langt de fleste af dem i fattige lande.

Nummer 2: Vi kan vende kurven

Den gode nyhed er, at vi kan nå at rette op på udviklingen, hvis verden handler koordineret og resolut. Vi skal handle på to fronter:

1. Dels skal vi undgå at drive bakterierne mod resistens: Det skal især ske ved kun at bruge antibiotika hos dyr og mennesker, når det er nødvendigt, og undlade at hælde medicinrester ud i f.eks. de indiske floder.

2. Og så skal vi have fyldt ‘våben’-arsenalet – altså medicinskabet – op, så vi sikrer, at det indeholder ny og virksom antibiotika, så vi også fremadrettet har noget at stå imod med.

Lykkes vi, er der enormt meget at vinde. Uden handling forventer Verdensbanken 10 millioner dødsfald årligt på grund af resistente bakterier i 2050 samt årlige globale omkostninger svarende til prisen for hele finanskrisen i 2008. Og det var årligt. Med handling kan vi redde liv og økonomi, og vi kan forebygge enorme mængder sygdom, som ikke kommer til at belaste vores hårdt prøvede sundhedsvæsen. Det er en klokkeklar win-win, og også en must-win.

Nummer 3: Danmark kan (og bør) spille en større rolle

Desværre går det for langsomt at sikre handling, særligt når det kommer til at få genopfyldt medicinskabet. Men mere basale ting, som f.eks. at have en handlingsplan mod antibiotikaresistens kniber også i mange lande – lige pt. også i Danmark, hvor den hidtidige plan udløb i 2021. Vi håber, der snart kommer en opdateret plan, som også tager højde for behovet for at genfylde medicinskabet.

Skal Danmark være med til at løse et af verdens største problemer, så har vi brug for politisk engagement

Danmark har alle forudsætninger for at kunne påtage sig en global lederrolle. Vi har for det første erfaring og viden om at begrænse resistensudvikling, som vi kan eksportere – det gør vi allerede gennem forskningscentret ICARS.

For det andet har vi en af verdens stærkeste life science-sektorer. Derfor er det både til gavn for os og for verden, hvis vi går forrest. Og hér er der virkelig brug for politisk engagement. For grunden til, at medicinskabet er tomt er, at det er en ekstremt dårlig forretning at udvikle ny antibiotika.

Det koster omkring 10 milliarder kroner at udvikle et nyt antibiotikum, mens det kun tjener omkring 3,5 milliarder kroner over hele sin levetid. Det skyldes, at ny antibiotika skal stå allerbagerst på hylden og kun bruges i yderste nødstilfælde. På den måde trækker vi tiden ud, før bakterierne begynder at udvikle resistens. Det er ansvarlig antibiotikastrategi, og det skal der ikke ændres på.

Men der skal ændres på forretningsmodellen. Sverige og England har allerede taget hul på den proces. De to lande har skabt pilotprojekter, der forsøger at løse problemet. I det engelske projekt køber staten simpelthen abonnement på antibiotika – en slags Netflix-model.

De betaler et fast beløb for at have adgang, uanset hvor meget de skal bruge. Sådan et projekt bør vi også have i Danmark, så vi sikrer os adgang til de nyeste antibiotika – her er vi nemlig også bagud på point: De europæiske lægemiddelmyndigheder godkendte 14 nye antibiotika mellem 2010-2019. Kun 5 af dem kom til Danmark, mens 11 kom på markedet i Storbritannien og 10 i Sverige.

Skal det lykkes, og skal Danmark være med til at løse et af verdens største problemer, så har vi brug for politisk engagement. Vi håber, at I vil have øjnene skarpt rettet på den langsomme pandemi, som vi skal nå at løse, inden det bliver for sent.