Kommunal Sundhed

Dagens Medicin

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Søg

Announcement for DP

Dagens Pharma

Kjellberg om lovforslag: Fortrolige rabatter kan løse hårdknude

Udgivet:
Kommentarer (0)

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg mener, at et nyt lovforslag er en erkendelse af vilkårene i medicinalindustrien.

Et nyt lovforslag vil gøre det muligt for Amgros at forhandle fortrolige rabatter på medicin til apotekerne. Det er den rigtige vej at gå, lyder det fra sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, som kalder det for ‘en lidt besynderlig markedssituation’.


Flere patienter skal have adgang til ny medicin med offentligt tilskud.

Derfor har regeringen fremsat et nyt lovforslag, som giver mulighed for at forhandle fortrolige rabatter på medicin, der sælges på apotekerne.

Lovforslaget vil give indkøbsorganisationen Amgros mulighed for at forhandle hemmelige prisrabatter med medicinalvirksomheder.

Jakob Kjellberg, som er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), peger på, at man har forhandlet hemmelige rabatter i sygehussektoren i årevis.

Det er lidt besynderligt i en EU-virkelighed, hvor der er fri bevægelighed for varer. Men når nu situationen er sådan, så må man konstatere, at det – der skal til for at få rabatterne – er, at de skal hemmeligholdes

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE

Han ser det som et naturligt skridt at udvide den praksis til lægemidler til primærsektoren og en ‘erkendelse’ af vilkårene i industrien.

»Det handler om en lidt besynderlig markedssituation, hvor man helst ikke vil fortælle, hvad de forskellige lande betaler, fordi man gerne vil prisdifferentiere, og nogle lande bruger referenceprissystemer,« siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

»Og så kan man sige, at det er lidt besynderligt i en EU-virkelighed, hvor der er fri bevægelighed for varer. Men når nu situationen er sådan, så må man konstatere, at det – der skal til for at få rabatterne – er, at de skal hemmeligholdes

En hårdknude

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, træder de nye regler i kraft 1. juli i år. Der bliver i første omgang tale om en forsøgsordning, som løber i tre år.

Det vil i den periode blive muligt at give generelt tilskud og generelt klausuleret tilskud til udvalgte lægemidler på baggrund af den rabat, som er blevet forhandlet fortroligt.

I lovforslaget lægges der op til, at tre grupper af lægemidler kan blive en del af ordningen. Det gælder ‘nye, innovative lægemidler’, hvor virksomheden bag søger om et generelt tilskud.

Derudover kan lægemidler, som ‘indgår i en samlet revurdering af tilskudsstatus’ på et bestemt område, blive en del af ordningen.

Til slut kan lægemidler, som bliver brugt til en behandling, der ‘helt eller delvist flyttes fra sygehuse til praksissektoren’, blive omfattet.

Jakob Kjellberg peger på, at forslaget er en måde at forsøge at løse udfordringen ved, at der i dag er nogle lægemidler, hvor man har vurderet, at det er for dyrt at give tilskud set i forhold til effekten.

»Det er meget svært at få den balance til at gå op på anden måde end ved at reducere prisen. Det vil virksomheden ikke, fordi så kan de andre lande se, hvad vi betaler for lægemidlerne.«

»Så det er en måde at prøve at komme ud af den hårdknude på,« siger han.

Logisk at samle det hele

Hvis man kigger på det system, som er blevet bygget op i Danmark, fra et større perspektiv, så har Jakob Kjellberg ‘meget svært ved at forstå, hvorfor vi har forskellige institutioner’, der vurderer lægemidler til forskellige sektorer.

Derfor mener han blandt andet, at lovforslaget er et ‘rigtig godt første skridt’.

»Det er et skridt i retningen at gøre tingene mere fleksible og mere sammenlignelige. Men på længere sigt vil det være mere logisk at have det hele samlet i en institution.«

»Især i en verden, hvor sygehus- og primærsektor skal blende mere sammen,« siger Jakob Kjellberg.

Han peger på, at udviklingen de seneste mange år har været inden for sygehusmedicin. Derfor vil det ifølge Jakob Kjellberg være logisk at tage medicin til primærsektoren med ind der.

»I det billede giver det her lovforslag god mening som et første lille skridt. Jeg synes, at man kunne overveje, hvornår det var tid til at tage det næste skridt,« siger han.

Det er Amgros, der er ejet af regionerne, som står for udbud og indkøb af lægemidler til de danske sygehuse.

Amgros står også for at forhandle om prisen på nye lægemidler til landets sygehuse med medicinalvirksomhederne.

Fra negativ til positiv

Lovforslaget blev sendt i høring i efteråret sidste år. Her kom Lægemiddelindustriforeningen (Lif) blandt andet med kritik af forslaget.

Lif var positiv over for ideen om at kunne forhandle fortrolige priser. Men foreningen tvivlede på, at virksomhederne ville gøre brug af ordningen, som lovforslaget var udformet.

Efter høringsprocessen er lovforslaget blevet justeret. Og det fremsatte lovforslag vækker nu mere positive toner fra foreningen.

»I det fremlagte forslag er der skabt mere rum til reelle forhandlinger, hvor afledte effekter og en bredere forståelse af den merværdi, som nye lægemidler bidrager med, kan blive inddraget.«

»Det er meget vigtigt for vores medlemmer. Derfor vil vi ikke længere afvise, at der er virksomheder, der gerne vil benytte sig af ordningen,« siger Ida Sofie Jensen i en pressemeddelelse.

Hun påpeger, at der dog fortsat er ‘en knast’ i forslaget, som handler om, at ‘originalproducenterne skal kompensere regionerne for en del af salget af lægemidler, der stammer fra parallelimport’.

»Jeg frygter, at det vil afholde nogle virksomheder fra at søge forsøgsordningen med fortrolige priser,« siger Ida Sofie Jensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere