Dagens Pharma
Klimaet kan blive en vinderdagsorden for dansk life science
Udgivet:
Kommentarer (0)
Højtuddannede medarbejdere skal bane vejen for grøn omstilling og Danmark som førende life science-nation, skriver formand for fagforeningen Pharmadanmark.
Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 pct. frem mod 2030, og life science er blandt de brancher, som skal levere nye innovative løsninger for at nå i mål med den ambitiøse målsætning. Den udfordring skal branchen naturligvis tage op. For miljøets skyld, men også fordi der ligger et stort potentiale for Danmark i at skabe verdens mest bæredygtige life science-industri. Det kan ikke blot kaste nye innovative produkter og arbejdspladser af sig, men det vil også gøre Danmark mere attraktiv for dygtige udenlandske fagfolk, som industrien har så meget brug for.
Debatpanel
Dette debatindlæg er en del af en række debatindlæg fra vores nye debatpanel.
Læs også:
Medicinrådsformand: Fagudvalgene har afgørende betydning for vores vurderinger
Branchens højtuddannede medarbejderne vil være afgørende i den grønne omstilling, og det er ikke mindst deres høje kompetenceniveau, som giver grund til at turde tro på, at det kan lade sig gøre med den omfattende grønne ændring af Danmark.
Branchens medarbejdere er nemlig godt rustet til at tage aktiv del i den grønne omstilling og klar til at bringe deres kernekompetencer i spil, når virksomhederne skal arbejde med klimamål i alle dele af værdikæden – i forskning, produktion, kvalitetssikring og anvendelse.
I den grønne omstilling skal branchens eksisterende stærke fagligheder bringes i spil på nye måder, og kompetenceudviklingen af medarbejderne skal tilpasses den generelle udvikling på life science-området. Det er nemlig i høj grad de samme kompetencer, som efterspørges i den fjerde industrielle revolution, som efterspørges til den grønne omstilling, for eksempel kunstig intelligens, automatisering og digitalisering.
Den teknologiske udvikling i årene fremover vil skabe behov for, at medarbejderne udvikler sig tilsvarende, hvilket nødvendiggør investering i efteruddannelse og kompetenceudvikling af arbejdsstyrken. Den grønne omstilling er kun med til at understrege dette behov for generel kompetenceudvikling inden for life science.
Det er imidlertid også vigtigt, at klimaarbejdet er naturligt indlejret hos alle medarbejdere – det må ikke blive placeret i en særlig afdeling i virksomheden, men skal derimod integreres bredt i alle afdelinger. Alle har et ansvar – alle har et klimaansvar – og alle ansatte vil gerne bringes i spil. Men engagement og aktivering af alle i virksomhedens klimaarbejde forudsætter, at man i de enkelte virksomheders ledelse skaber rum og fora, der stimulerer til kreativitet og idégenerering, og arbejdet skal ske på tværs af afdelinger og fagligheder.
Deltag i debatten
Hvad mener du – kan klimaet blive en vinderdagsorden for dansk life science? Skriv din mening i et debatindlæg til Dagens Pharma på nyheder@dagenspharma.dk
Dansk life science skal vedblive med at være en styrkeposition – en industri hvor der skabes nye, effektive behandlinger til patienterne, og hvor der investeres og skabes nye, attraktive vidensjob. Derfor skal dansk life science går forrest i den grønne omstilling og fortsætte med at nedbringe sin CO2-udledning og med at mindske sit klimaaftryk på andre brancher. I fremtiden er der simpelthen ikke plads til industrier, som ikke er deres ansvar bevidst, og som ikke medvirker aktivt til at løse klimaudfordringen. Lægemiddelindustrien har siden 1990 formået at nedsætte sin CO2-udledning og skal fortsat være med til at hæve ambitionerne.
Klimaet har potentialet til at blive en vinderdagsorden for dansk life science.
Del artiklen: