Kunstig intelligens kan hjælpe med at navigere i behandlingsmuligheder

En af de store nyheder fra ESC-kongressen 2020 i Amsterdam er, at SGLT2-hæmmere (selektive natrium-glukose-kotransporter-2) har gunstig effekt på et bredt spektrum af patienter med diagnoser indenfor feltet iskæmisk og hypertensiv kredsløbssygdom og hjertesvigt med nedsat EF (ejection fraction) både hos diabetiske og non-diabetiske patienter.

Sådanne patienter henvises til kardiologer, endokrinologer, nefrologer, neurologer og geriatere alt efter dominerende symptomer, laboratoriesvar og anamnese. Det er subspecialer, som knopskød ud fra moderspecialet intern medicin, som derefter led en stille død.

Nu mærker vi savnet af generalisten.

Geriatrien forsøger at dække behovet, så godt de kan, og tak for det. Vi får ikke moderspecialet tilbage, og den eneste farbare vej er introduktion og udvikling af kunstig intelligens (AI) som partner i de nævnte subspecialer. Det vil samtidig betyde, at evidensbegrebets snævre tilknytning til RCT (randomiserede kliniske forsøg) brydes. Det har vi dristet os til at kalde introduktionen af et nyt paradigme (se note 1).

Hjælp fra selvlærende algoritmer

Tilbage til SGLT2-hæmmere, der helt klart har gunstig effekt (symptomatisk og prognostisk) på nogle, men ikke alle patienter af ovennævnte kategorier.

Uden hjælp fra selvlærende maskin-algoritmer er vi jo nærmest tvunget til at supplere standardbehandlinger bestående af ACE-hæmmere, Angiotensin II-blokkere, betablokkere og mineralocorticoid-blokkere med SGLT2-hæmmere.

Vi klinikere har længe forgæves kæmpet mod stadig flere farmaka til de stakkels patienter, der jo oftest også får statiner, diuretika, antikoagulantia – fortsæt selv. Hidtil har vi måttet forlade os på vores ‘sunde sans’, når vi ville skåne patienten for ‘the full Monty’.

Med AI åbnes muligheden for ‘navigation’ i farmakoterapien.

Og nye spørgsmål presser sig på. Skal vi bruge GLP-1-agonister sammen med SGLT2-hæmmere? Givet hver for sig er de jo alene om at kunne demonstrere prognostisk effekt hos patienter i ovennævnte kategorier med eller uden diabetes – men grader af insulinresistens har de vel alle, eller hvad?

Spørgsmålene giver grobund for mulighed for RTC med et utal af terapeutiske permutationer. Denne galskab må og kan brydes, men uden AI går den ikke, for hjertesvigt med reduceret EF er kompleks. Men kompleksiteten ved hjertesvigt med bevaret EF er langt større.

Note 1: Nielsen I., Sigurd B. & Ørskov B.: ‘Personlig medicin nødvendiggør paradigmeskifte i evidensbegrebet’. Ugeskrift for Læger 2019; 181: V07180480