Kommunal Sundhed

Dagens Medicin

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Søg

Announcement for DP

Dagens Pharma

Lad os bruge strategiske partnerskaber mere og bedre

Udgivet:
Kommentarer (0)

Landechef Lars Møller og medicinsk direktør Anne Bloch Thomsen ved Pfizer Danmark.

Samarbejde på tværs af sektorer, siloer og landegrænser er en forudsætning for at løse de store udfordringer, der præger vores tid. Flere brede partnerskaber er en del af løsningen, skriver Pfizer-topcheferne Anne Bloch Thomsen og Lars Møller.


Det danske sundhedsvæsen er udfordret – det er vist ikke gået mange næser forbi. En aldrende befolkning, medarbejderflugt, overbelægning og ventelister er blot et udsnit af de problemer, som skal håndteres, hvis Danmark også i fremtiden skal have et af verdens bedste sundhedsvæsner.

For at opsummere tror vi på, at forskellighed fremmer kvalitet og fremdrift, og vi tror på, at brede samarbejder giver de bedste muligheder for at udvikle og implementere nye innovative løsninger.

Og det skal vi naturligvis. Et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse er en ambition, som alle aktører på området deler – og det er en fordel. For det giver gode forudsætninger for brede partnerskaber.

Partnerskaber på tværs af det offentlige, private og civilsamfund har været med til at løse store samfundsmæssige udfordringer de seneste år, og flere partnerskaber var tilmed en målsætning i life science-strategien fra 2021. Men alligevel er tilgangen – med få undtagelser som f.eks. Region Sjælland – ikke for alvor slået igennem og blevet systematiseret i sundhedsvæsenet.

Vi er dog ikke i tvivl om, at flere brede partnerskaber og den innovation og synergi, som de kan bringe med sig, kan bidrage til løsningen af mange af samfundets store udfordringer.

Derfor glæder vi os for eksempel over at se Rigshospitalet og deres Innovationscenter gå forrest og vise, hvordan partnerskaber kan styrke alle de involverede parter. Her har man indgået samarbejdsaftaler med Roche Diagnostics og Janssen. Samarbejder, som kommer alle – især patienter, men også sundhedspersoner og den private partner – til gavn.

Ny life science-strategi kan danne ramme

Allerede i life science-strategien fra 2021 blev der som nævnt sat fokus på værdien af bredt samarbejde:

‘En af de store erfaringer fra COVID-19-krisen er således, hvor betydningsfuldt et stærkt offentlig-privat samarbejde på sundheds- og life science-området er for vores samfund. For sundhedsvæsenet og life science-industrien er på mange måder hinandens forudsætninger. Til gavn for patienterne og vores fælles velfærdssamfund,’ står der på side 46.

Her slås det også fast, at vidensdeling og samarbejde på tværs af sektorerne er en forudsætning for at bevare og styrke den danske position indenfor life science.

Strategien fra 2021 udløber i år. Af regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering fremgår det dog, at der skal udarbejdes en ny life science-strategi. Måske kan denne nye strategi bruges til at sætte endnu mere fokus på mulighederne for- og gevinsterne ved flere brede samarbejder?

Da DR dækkede Janssens partnerskab med Rigshospitalet, var der generelt bred ros til initiativet. Lægevidenskabelige selskaber (LVS) og Danske Patienter påpegede dog, at der kan være en risiko for, at partnerskaber kun opstår dér, hvor der er potentiale for profit.

Vi er ikke nødvendigvis enige i den betragtning, men vi mener, at det er vigtigt at adressere den og sikre, at alle offentlig-private samarbejder er transparente.

Og her vil den kommende life science-strategi og Life Science Rådet også kunne spille en rolle. Vi kunne for eksempel forestille os, at man kan bruge strategien til at sikre en ambitiøs rammesætning, både af omfang og vilkår for samarbejder, og Life Science Rådet til en operationalisering.

På den måde forestiller vi os, at man kan systematisere og udbrede brugen af de brede, tværgående samarbejder, samtidig med at man arbejder systematisk med at sikre transparens og kan tage eventuelle uønskede effekter – for eksempel en risiko for mere ulighed – i opløbet.

Samarbejde fremmer kvalitet og fremdrift

Men hvad kan industrien egentlig bidrage med, når det kommer til brede, strategiske samarbejder? For vores eget vedkommende vil vi gerne fremhæve tre ting:

For det første mener vi, at der er styrke i forskellighed. At kombinere flere vinkler og mindsets – for eksempel offentlige og private – kan skabe nye idéer og innovation.


Pharma-debat

Består af et fast panel af debattører, der på skift skriver om pharma-relaterede emner på dagenspharma.dk. Ordet er frit, og skribenterne vælger selv, hvad de vil skrive om.

Medlemmer af debatpanelet:

Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lif; Lars Bo Nielsen, direktør, Lægemiddelstyrelsen; Catherine Williams, landechef, MSD; Tove-Holm Larsen, professor, sundhedsøkonom og CEO, Pharma Evidence; Martin Dræbye Gantzhorn, advokat og partner, Bech-Bruun; Lars Møller, adm. direktør, Pfizer & Anne Bloch Thomsen, medicinsk direktør, Pfizer; Jonas Hink, læge, konsulent og strategisk rådgiver, og Julie Brooker, landechef, Janssen.

Find tidligere debatindlæg her.


For det andet vil vi gerne helt lavpraktisk sætte vores dygtige kolleger i spil, når det kommer til at undersøge eller eksekvere de fælles ideer. Johnson og Johnson og Rigshospitalets partnerskab er et godt eksempel: Her hjælper en ekspert fra J&J lægerne med tekniske og praktiske ting, og det skaber ifølge lægerne mere plads til kerneopgaven.

Vi har selv gode erfaringer med partnerskaber omkring at generere relevant real-world evidence, og sådanne partnerskaber vil vi meget gerne lave flere af. Vi har faktisk lige oprettet et lokalt real-world evidence Center of Excellence, som blandt andet skal understøtte dét mål.

For det tredje tror vi, at vi kan bidrage med at facilitere og formidle på tværs af de traditionelle skel, og også på den måde være med til at understøtte innovation.

For at opsummere tror vi på, at forskellighed fremmer kvalitet og fremdrift, og vi tror på, at brede samarbejder giver de bedste muligheder for at udvikle og implementere nye innovative løsninger.

Vi håber især på mere samarbejde inden for områder, der kan bidrage til et mere bæredygtigt sundhedsvæsen i fremtiden – for eksempel indenfor antibiotikaresistens, anvendelse af sundhedsdata og forebyggelse i bred forstand.

Vi ved, at der på disse områder er et godt fundament for samarbejde, nemlig fælles interesser og mål på tværs af alle sundhedsvæsenets aktører. Forhåbentlig vil vi i de kommende år se disse fælles interesser udmønte sig i flere konkrete partnerskaber til gavn for alle involverede parter.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere