Lif: Der er brug for en vaccinestrategi

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og corona har om noget fået vores øjne op for de muligheder, der ligger i at kunne vaccinere mod smitsomme sygdomme. For nogle er hele deres eksistensgrundlag bygget på håbet om en COVID-vaccine – for andre er det muligheden for atter at kunne se familie, tage på arbejde og leve et almindeligt hverdagsliv, der afhænger af, hvornår der findes en vaccine eller en behandling mod COVID-19.

Aldrig har vaccinediskussionen altså været mere aktuel, og det bør give anledning til, at vi endelig tør tage den helt grundlæggende snak om, hvad vi kan og vil med vaccineområdet. Skal vi kun vaccinere mod de mest alvorlige sygdomme? Eller skal vi – på baggrund af de erfaringer vi har fået med nedlukningen af samfundet – blive mere bevidste om, hvordan sygdom belaster både familien, sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien?

Mulighed for mere forebyggelse

Når det kommer til vaccinationer, så er det et af de meget få områder af sundhedsvæsenet, hvor vi slet ikke udnytter de muligheder, der er for at praktisere målrettet forebyggelse. På nogle områder er det indiskutabelt. Det er f.eks. de færreste, der begiver sig ud til eksotiske rejsemål uden at have forholdt sig til, hvilke vaccinationer der er nødvendige.

Andre vaccinationer er selvfølgelige, fordi de er en del af det offentlige børnevaccinationsprogram. Men ikke mere en selvfølge, end at vi i Danmark stadig ikke har nået målet om, at 95 pct. skal vaccineres mod mæslinger, og på HPV-området er der – på trods af en massiv indsats – også stadig forbehold, der skal imødegås.

Det helt centrale er, at det for den enkelte borger skal være nemt at få viden om og gøre brug af de forebyggelsestilbud

For virkeligheden er jo, at mens vi venter på en COVID-19-vaccine, så har vi en lang række vaccinationsmuligheder, som ikke bliver brugt til målrettet forebyggelse, fordi det ligger dybt i den danske tradition, at det er alle eller ingen, der skal vaccineres. Men hvorfor egentlig det?

Rotavirus og skoldkopper har i mange år forårsaget lige så mange sygedage i en børnefamilie som det forhøjede coronaberedskab, der betyder, at småbørns snotnæser lukker adgangen til institutioner. Det kan man vaccinere mod.

Den ekstremt farlige, flåtbårne hjernebetændelse (TBE), der huserer i blandt andet Tisvilde Hegn, har man kunnet vaccinere mod i årevis, og det samme gælder meningitis, som i andre lande bliver tilbudt unge mennesker i risikogruppen.

Ældre bliver nu tilbudt vaccination mod både influenza og pneumokok-lungebetændelse, men det er jo også en vaccination, som har været tilgængelig i årevis, og som med enkle tiltag har kunnet redde mange liv.

Opgør med berøringsangst omkring information

Jeg tror, at vi skal videre fra den gamle diskussion om, at alle skal have alt. I stedet skal der være fokus på en målrettet tilgang til vaccination og en målrettet indsats i forhold til de grupper, der har brug for mere information eller lettere adgang til at få børnene vaccineret.

COVID-19 har vist, at vi er nødt til at gentænke hele vores vaccinationsstrategi og ikke mindst blive mere åbne for de muligheder, der ligger i målrettet vaccination.

For den enkelte borger skal det være nemt at få viden om og gøre brug af forebyggelsestilbud

Ikke alt skal ind i et offentligt finansieret vaccinationsprogram, ikke alle vaccinationer skal tilbydes alle, men vi skal se kritisk på, om ikke vaccination i langt højere grad kan bidrage til at aflaste sundhedsvæsenet. Og endelig skal vi helt grundlæggende gøre op med den berøringsangst, der er omkring informationsindsatsen.

Sundhedsmyndighedernes informationsindsats i medierne er et godt og nødvendigt tiltag. Man har i de seneste år formået gradvist at løfte tilslutningen til influenzavaccinationsprogrammet, så den i dag udgør 52 pct. Men der er langt op til den tilslutning på 75 pct., som er regeringens ambition.

Tilpasset målgruppen

Et markant løft af vaccinationstilslutningen på landsplan kræver, at vi er i stand til at løfte vaccinationsdækningen i de områder og hos de grupper, hvor tilslutningen er særligt lav. Det er den blandt socioøkonomisk udfordrede grupper og blandt enkelte etniske minoriteter.

Og der skal mere til end blot den klassiske udbygning af informationsindsatsen, som vi ofte ser. Her kræver det, at sundhedsvæsenet vil møde borgeren dér, hvor borgeren har sin hverdag såsom i boligområder, foreninger, indkøbscentre m.v.

Det er kommunerne, der har ansvaret for den borgernære forebyggelse. Og det kommunale sundhedsvæsen er med dets mange kontaktflader til borgerne i en unik position til at løse denne opgave. Det helt centrale er, at det for den enkelte borger skal være nemt at få viden om og gøre brug af de forebyggelsestilbud, som det danske sundhedsvæsen stiller til rådighed.

Information om vacciner skal være tilpasset målgruppen, og adgangen til at blive vaccineret kan med fordel etableres i de sociale sammenhænge, hvor borgeren allerede har sin daglige gang.