Lif i oprør over Medicinrådsformands udmeldning

Hver dag træffes der beslutninger i det danske sundhedsvæsen. Nogle store og nogle små. Nogle – forhåbentlig langt de fleste – træffes med blik for patienternes bedste. Det gælder lige fra den rutinemæssige henvisning fra almen praksis til store politiske beslutninger om at oprette og drive et Medicinråd.

For dem alle gælder det, at man accepterer en økonomisk omkostning, fordi det på en kortere eller længere bane kan tilbyde mere lindring, bedre behandling og færre bivirkninger. Sundhed er en værdi i sig selv, og derfor en omkostning værd.

Medicinrådets formand Jørgen Schøler efterlyser en anerkendelse af, at et nej i Medicinrådet er en beskyttelse af andre patientgrupper. Selv om formandens ønske om at få ros også for de svære beslutninger er meget menneskelig, så er det ikke desto mindre misforstået.

For det første er Medicinrådet ikke sat i verden for at prioritere mellem sundhedsindsatser inden for given økonomisk ramme. Medicinrådet er sat i verden for groft sagt at vurdere, om et lægemiddels pris står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi.

For det andet er det ikke et nulsums-spil. Det er og bliver et politisk valg, hvor meget man vil investere i sundhedsvæsenet – og dermed patienterne bredt set.

For det tredje har udgifterne til medicin i det seneste årti ikke belastet de offentlige udgifter mere end andre udgiftsposter på sundhedsområdet.

For det fjerde mangler Medicinrådet åbenlyst indsigt og redskaber til sådan at rangordne sundhedsinitiativers værdi. For lige at blive teknisk et øjeblik, så skelner Claxtons arbejde (som Schøler henviser til) helt basalt ikke mellem etableringsudgifter og driftsudgifter. Etableringen af nye sundhedsindsatser er i sagens natur altid dyrere end de sundhedsindsatser, der er i en driftsfase. Skulle Claxtons logik være et styrende princip for de sundhedsindsatser, der blev prioriteret i det danske sundhedsvæsen, ville det altså være så som så med innovationen i det danske sundhedsvæsen. Man kan ikke sammenligne privatøkonomisk tænkning med sundhedsøkonomi, alene fordi sundhedsøkonomi har indbygget dynamiske effekter og samfundsøkonomiske gevinster som f.eks. værdien af en sund befolkning, der lever længere. Alle der påstår, at privatøkonomisk tænkning og sundhedsøkonomi er det samme, er skrivebordstænkere. Og man kan slet ikke sammenligne driftsomkostninger ved en sundhedsindsats med etableringsomkostninger forbundet med en sundhedsindsats.

Såfremt målestokken for enhver sundhedsudgift skulle være omkostningen ved en gennemsnitlig QALY (kvalitetsjusteret leveår), kan man spørge sig selv, om man nogen sinde havde fået etableret innovative behandlingsparadigmer som pacemaker-behandling, medicinsk behandling mod hepatitis C og AIDS, levertransplantation eller hoftekirurgi. Vores bud på svaret er, at innovationen i så fald ville have taget sin vej uden om Danmark.