Kommunal Sundhed

Dagens Medicin

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Søg

Announcement for DP

Dagens Pharma

Lif om udspil: »Investering i ny teknologi betaler sig«

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det er nødvendigt at få taget hul på sundhedsvæsenets helt store udfordring: demografien,« skriver Ida Sofie Jensen, efter sundhedsminister Magnus Heunicke i går præsenterede regeringens udspil til en sundhedsreform på Rigshospitalet.

Udfordringerne med kroniske sygdomme er så komplekse, at de er svære at løse med regeringens udspil til en sundhedsreformen, skriver Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), i en kommentar.


Helt overordnet så er vi enige i de ambitioner, der lægges frem i regeringens udspil til en sundhedsreform.

Udfordringerne omkring samarbejde og organisering så komplekse, at det er svært at løfte alene i dette udspil

Forebyggelse, sammenhæng og øget kvalitet er helt afgørende for, at sundhedsvæsenet kan udvikle sig på en bæredygtig og robust måde, hvor hverken patienter eller personale bliver væltet af uforudsete hændelser.

Det er nødvendigt at få taget hul på sundhedsvæsenets helt store udfordring: demografien. Flere ældre og flere med kroniske lidelser gør det bydende nødvendigt at se på, hvordan vi sikrer en optimal forebyggelse og behandling af mennesker med en eller flere kroniske lidelser.

Bifalder fokus på innovation

Det er komplekse spørgsmål, som vi forhåbentlig bliver klogere på med den nationale kvalitetsplan, som regeringen stiller i udsigt.

I behandlingen af mennesker med en eller flere kroniske sygdomme er mange af udfordringerne omkring samarbejde og organisering så komplekse, at det er svært at løfte alene i dette udspil. I Lægemiddelindustriforeningen (Lif) glæder vi os dog over, at der i udspillet er fokus på at tænke innovation ind i sundhedsvæsenet.

Innovative løsninger er ikke bare bedre behandling for patienterne, men kan også bidrage til at aflaste et presset sundhedsvæsen. Investering i ny teknologi betaler sig menneskeligt, sundhedsmæssigt og samfundsøkonomisk.

Kvalitetskrav og faglige retningslinjer skal bidrage til at sikre, at det nære sundhedsvæsen udbygges på samme systematiske og evidensbaserede grundlag som det specialiserede sundhedsvæsen.

Kan vi kortlægge risikogrupper

Men jeg noterer mig også, at termerne digitalisering og data går igen flere gange i udspillet. Data leverer grundlaget for vigtig viden og afgørende indsigter i, hvem der har behov for forebyggelse og behandling, og hvordan man bør gribe det an. Data er afgørende for, at vi kan sikre en indsats, som ikke bare er nær, men som også er klog.

Vi har måske hvilet lidt for meget i troen på, at problemet var løst

Datadrevet indsigt i befolkningens sundhed, databåret kvalitetsarbejde i almen praksis, digitale løsninger til behandling i eget hjem peger alle i retning af en mere innovativ og effektiv tilgang til sundhed og forebyggelse.

Kan vi i fremtiden bruge data til at kortlægge risikogrupper i almen praksis? Lave catch up-programmer for dem, der ikke har fuldført vaccinationsprogrammerne? Eller lave kliniske forsøg i borgerens eget hjem?

Der er store perspektiver i det her for både borgere og patienter og for sundhedsvæsenet – og for de virksomheder, der kan bidrage med at udvikle de nye løsninger.

Har måske hvilet lidt for meget

I Lif deler vi regeringens ambitioner på kræftområdet.

Vi har selv bidraget til at afdække den omfattende ulighed, der – trods pakkeforløb og fokus gennem mange år – er på kræftområdet. Det er bare sådan, at jo længere uddannelse og jo højere indkomst, jo bedre behandling får man.

Det har pakkeforløbene ikke kunnet ændre på, og vi har måske hvilet lidt for meget i troen på, at problemet var løst.

Danskere med en kort uddannelse lever typisk mere usundt og kommer senere til læge, men uligheden fortsætter ind i sundhedsvæsenet, hvor man som patient på nogle områder skal være meget ressourcestærk for at overbevise sundhedsvæsenet om, at man skal behandles med den nyeste medicin.

Jeg er ikke i tvivl om, at en afdækning af indsatsområder vil bidrage til at belyse dette.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere