Her er Medicinrådets fem svagheder

Ingen kan være i tvivl om, at Medicinrådet er en stor succes for de fleste danske patienter; rådet er med til at bedre kvaliteten af den medicinske behandling og med til at bedre økonomien i sundhedsvæsenet. Behandlingsvejledninger og udbud er med til at sikre dette.

Desværre har Danske Regioners evaluering af Medicinrådet været så præget af at få dette bekræftet (og evalueringen var så dårlig), at man ikke har haft opmærksomhed på Medicinrådets svage områder – og det er på de svage områder kimen til mistro, mistænkeliggørelse og problemer ligger. Heller ikke på Folketingets sundhedsudvalgs høring om Medicinrådet kom vi nærmere en afklaring på, hvad der skal gøres ved svaghederne.

Men lad os lige tage de vigtigste svagheder en efter en:

1. Nytænk metodebogen

Medicinrådets metodebog baserer sig grundlæggende på en forudsætning om store randomiserede undersøgelser – som sjældent eksisterer, og som slet ikke forefindes for små/sjældne diagnosegrupper. Problemet er ikke løst med de justeringer Medicinrådet har lavet af metoderne i starten af 2019 – der skal en grundlæggende nytænkning til. Forhåbentlig vil indførelsen af Qaly løse noget af problemet – men det forudsætter en grundlæggende nyskrivning af metodebogen.

Det er positivt, at Danske Regioner både giver mulighed for at anvende Qaly og til at anvende andre metoder. I det hele taget synes Danske Regioner at give Medicinrådet bedre faglige rammer, i stedet for at anvende en metodebog som både rådets medlemmer og fagudvalg på sine områder finde ikke-hjælpsom.

2. Orienter Folketinget om politiske beslutninger

Medicinrådet er både et politisk organ og et fagligt organ. Der træffes mange udmærkede faglige beslutninger, hvor fagudvalgenes faglige redegørelser behandles. Og så træffes der politiske beslutninger, om bestemte patienter skal have adgang til den nyeste og måske eneste medicin. Det politiske grundlag for rådets politiske arbejde er ikke eksisterende, så det bliver de enkelte medlemmers egen politiske opfattelse, der bestemmer, om det er for dyrt at behandle blinde, handicappede eller dødsyge kræftpatienter.

På alle områder i det danske samfund er der politiske foreskrifter/rammer, når ikke-folkevalgte forvalter politiske beslutninger. Men ikke i Medicinrådet! Og Danske Regioner (og måske også en del af Folketingets Sundhedsvalg) ønsker ikke at tydeliggøre det politiske mandat for rådets arbejde. Så hvis rådets medlemmer arbejder med en fast tærskelværdi for en Qaly på 0,5 mio. kr. uanset sygdom og alder må man antage, at det har samme politiske opbakning, som hvis medlemmerne arbejdede med aldersafhængig tærskelværdi på en mio. kr. pr. Qaly!

Lad os håbe, at Danske Regioner nu er overbeviste om, at der ikke er nogen, der anfægter den grundlæggende idé i Medicinrådet – og på det grundlag kan begynde at arbejde med nogle af svaghederne.

I det mindste bør Folketingets Sundhedsudvalg en gang årligt orienteres om de svære politiske beslutninger i Medicinrådet, og derved have mulighed for sikre en vis kalibrering af det politiske arbejde Medicinrådet laver.

3. Husk Folketingets syvende princip

Folketingets syv principper er gode principper – selvom de ikke altid harmonerer med hinanden. Især det syvende princip var fremme på høringen i Folketinget. Og der blev fint redegjort for, at de økonomiske styringsprincipper sætter det syvende princip under pres.

Det kan illustreres med følgende tænkte eksempel: en patient fra Region Sjælland vælger sygehuset i Herning, fordi han har mistet tilliden til sit eget sygehus. Når lægen i Herning så finder, at patienten burde behandles med et lægemiddel, der ikke er standard, så er det ikke lægen i Herning, der træffer beslutning om, at patienten skal have lægemidlet – det er heller ikke kollegiet af læger på afdelingen, der træffer beslutningen. Der er en gruppe komite-læger i Region Sjælland, (som patienten har mistet tilliden til), som aldrig har mødt patienten, og som ikke er specialister i sygdommen.

Det må være en klar tilsidesættelse af Folketingets syvende princip, som taler om, at det er lægen der behandler patienten, der skal træffe beslutningen. Ikke nogle læger, der ikke er specialister eller ikke kender patienten.

Regionerne forklarer ofte, at lægen kan beslutte, lige hvad han vil og gøre, hvad han vil; formelt rigtigt, men så skal afdelingen bare selv afholde alle udgifterne til lægemidlet. Og det er her, at de økonomiske styringsprincipper i realiteten gør, at lægens mulighed for at behandle patienten på den rette måde ikke er til stede.

Det bliver unægtelig interessant, når den første patientklage når frem til Styrelsen for Patientsikkerhed fra en patient, der var indstillet til ikke-standardbehandling af sin speciallæge – og som blev underkendt af hospitalets komite. Hvem bliver kritiseret af styrelsen, og hvem bærer ansvaret den dag, sagen havner i byretten?

4. Tættere samarbejde med Amgros

De økonomiberegninger som Amgros udarbejder for Medicinrådet er ikke altid fyldestgørende. På nogle områder overser sundhedsøkonomerne i Amgros en række vigtige faglige forhold, der har betydning for økonomien. På den anden side udelader sundhedsøkonomerne (og ansøgerne) ofte vigtige økonomiske effekter uden for hospitalerne. Amgros begrunder det med, at der ikke findes data/dokumentation.

Læs også:Åben høring om Medicinrådet: Qaly blåstemplet med forbehold

Men det gør der i sagens natur ikke, når effekterne på f.eks. det kommunale område først viser sig om en række år. Og naturligvis findes der heller ikke ret mange registerdata fra den kommunale indsats. På en række andre samfundsområder er økonomer ret gode til at lave kvalificerede skøn og prognoser. Det bør man naturligvis også gøre på sundhedsområdet for at få et så godt beslutningsgrundlag som mulig.

Det bør overvejes, om sundhedsøkonomerne i Amgros fremover skal arbejde under instruks fra Medicinrådet og knyttes endnu tættere til fagudvalgenes arbejde.

5. Drop de vandtætte skotter

Medicinrådet er oprettet med vandtætte skotter til Danske Regioner. Det vil være en fordel for såvel råd som sundhedsvæsen, at rådet opfattede sig selv som en del af et samarbejdende sundhedsvæsen og ikke opfattede sig som en isoleret ø, uden tætte relationer til andre enheder på sundhedsområdet.

Opfordringen herfra skal derfor være, at Danske Regioner udskifter de vandtætte skotter med armslængde – så der kan være dialog med rådet, og så rådet også indgår i positive samarbejdsrelationer med fase 4 enhederne, RKKP og Lægemiddelstyrelsen – for bare at nævne nogle enheder.

Lad os håbe, at Danske Regioner nu er overbeviste om, at der ikke er nogen, der anfægter den grundlæggende idé i Medicinrådet – og på det grundlag kan begynde at arbejde med nogle af svaghederne.