Medicintilskudsnævnet er fagligt useriøst på migræneområdet

Lægemiddelstyrelsen gennemgår nu tilskuddene til medicin for at finde områder, hvor tilskuddene kan spares væk.

Lægemidddelstyrelsens kriterier er »lægemidlernes betydning for primærsektoren og specielt almen praksis, folkesundhedsmæssige aspekter, eventuelle nye evidensbaserede anbefalinger, store udgifter for patient og region samt et stort forbrug«.

Nu er turen kommet til migrænemedicin.

1.900 migrænikere bruger injektioner med triptan. Det gør de, fordi de har vanskeligt behandlelige migræneanfald. Injektionerne giver dem nogle timer (fra få timer til det meste af en dag), hvor de kan fungere nogenlunde, selvom de har migræne. De kan måske passe et job eller et fleksjob. Lægen udskriver injektioner til højst ni dage om måneden med højst to doser i døgnet.

De øvrige migrænedage er medicinfrie eller dækket af smertestillende medicin, som virker døsende (ofte morfin eller morfinlignende midler). Ingen migræniker bruger injektioner, uden at de er helt nødvendige, for de er dyre, og det er grænseoverskridende at stikke sig. Man vælger kun injektionerne som sidste udvej.

Nu indstiller Medicintilskudsnævnet, at det generelle tilskud til injektionerne til migrænepatienter skal bortfalde. Begrundelsen er, at der er ca. 100 migrænikere, som har taget mere end 10 injektioner om måneden, og Medicintilskudsnævnet mener, at det er for meget.

Lægernes vejledninger om injektionerne siger, at der højst bør udskrives injektioner til 9 dage om måneden, og at patienten må tage 2 doser i døgnet. Det giver 18 doser om måneden.

Medicintilskudsnævnet må derfor have misforstået noget, når de mener, at 10 doser om måneden er ’for meget’, det vil sige mere end lægernes anbefaling for maksimalt forbrug. Desuden kan det næppe være Lægemiddelstyrelsens hensigt at fratage en hel gruppe migrænepatienter deres tilskud, fordi enkelte patienter har mange migrænedage og derfor behov for meget medicin, dog stadig inden for lægernes anbefalede maksimale forbrug.

En del hårdt ramte injektionsbrugere er i stand til at opretholde et normalt arbejde eller et fleksjob. Uden injektionerne vil dette være umuligt. En migræniker, som mister muligheden for at være selvforsørgende, koster samfundet 300.000 kr. om året (Finansministeriets tal for en fyret industriarbejder fra 2013).

Migrænikerforbundet anslår, at besparelserne som følge af Medicintilskudsnævnets forslag højst vil blive i størrelsesordenen 5 mio. kr. om året. Hvis blot en snes injektionsbrugere mister deres job og bliver sociale klienter, fordi de ikke kan betale den fulde pris for injektionerne, er besparelserne på tilskuddet konverteret til udgifter i det sociale system.

10.000 migrænikere bruger de tre nyere triptaner, Eletriptan, Frovatriptan eller Almotriptan. Medicintilskudsnævnet indstiller at fjerne det generelle tilskud fra disse tre triptaner, fordi de mener, at de er ligeværdige med de fire ældre triptaner (Sumatriptan, Zolmitriptan, Rizatriptan og Naratriptan).

De tre nyere triptaner nedbrydes af leverenzymer, mens de fire ældre triptaner nedbrydes af enzymet MAO-A. Ca. hver tredje migræniker har en væsentligt reduceret aktivitet af MAO-A, dvs. de nedbryder de ældre triptaner langsommere end gennemsnitspatienten.

Det giver flere og stærkere bivirkninger end hos den gennemsnitlige bruger af de ældre triptaner.

Tilsvarende er der et mindretal af migrænikere, som har en lav aktivitet af de leverenzymer, som nedbryder de nyere triptaner. Disse migrænikere har færrest bivirkninger ved at tage de ældre triptaner.

Medicintilskudsnævnets påstand om, at de syv triptaner er ligeværdige, er derfor ikke korrekt. Der er to genetisk definerede grupper af migrænikere, som reagerer forskelligt på de nyere og de ældre triptaner. Det forekommer useriøst at fratage en genetisk veldefineret gruppe den bedst egnede medicin.