Når kriser skaber innovation

Lige nu står det internationale sundhedsvæsen i den største krise i årtier. Ikke siden HIV-virus blev erkendt i midt 80’erne har vi stået i en tilsvarende situation. På få måneder er COVID-19 gået fra at være en isoleret sygdom i Kina til at være en global pandemi, som udfordrer kapaciteten i samtlige landes sundhedsvæsen. Dette bliver utvivlsomt den største udfordring mange af os kommer til at opleve i vor professionelle liv. Sådan er det også på mit eget sygehus med ansvar for 200.000 borgere og 2.000 medarbejdere, sådan er det som formand for lægemiddelkomiteen og som en del af det nationale team som skal sikre, at sygehusene har de nødvendige lægemidler i de kommende måneder.

Debatpanel

Dette debatindlæg er en del af en række debatindlæg fra vores debatpanel.

Læs også:

Mød vores debatpanel her

Skal medicinproduktionen tilbage til Europa?

Teamkonferencer kan begrænse medicinudgifterne

Kliniske guidelines skal også dække behandlingsophør – ikke kun medicinopstart

Medicinrådsformand: Fagudvalgene har afgørende betydning for vores vurderinger

Klimaet kan blive en vinderdagsorden for dansk life science

Blandt de mange udfordringer vi møder i sygehusvæsenet lige nu er mangel på specialuddannet personale til intensivafdelingerne en af de største. Målet er, at tredoble antallet af intensive senge, inden epidemien topper om meget kort tid. Blandt løsningerne er: lyn-kurser til internt personale, rekruttering af pensionerede læger og sygeplejersker samt inddragelse af studerende. Mange specialuddannede sygeplejersker og læger har gennem årene forladt sygehusvæsenet til fordel for medicinalindustrien. Vi oplever lige nu en imponerende vilje til at stille denne ressource til rådighed for sygehusvæsenet, og vi er dybt taknemmelige for den solidaritet, der på denne måde vises i en svær situation.

En anden udfordring er manglen på apparatur og udstyr. Respiratorer og værnemidler er lige nu de største udfordringer. Både viljen og evnen til at hjælpe er stor fra så vel private klinikker, dyrlæger, universiteter og industri. Groft sagt er udfordringen ikke længere at ‘skaffe luft til patienten’, men blot snarere at lære at omstille en respirator fra et dyr til et menneske. Samtidig omstiller brede dele af industrien produktionen til levering af alt fra værnemidler til håndsprit. Der udvises kreativitet i verdensklasse helt i ånd med det gode gamle danske ordsprog ‘nød lærer nøgen kvinde at spinde’.

En tredje udfordring er tilvejebringelse af lægemidler – dels til COVID-19 patienterne, dels til alle de andre i og uden for sygehusvæsenet med behov for medicin. Forsyningslinjer er brudt. Produktionslinjer i bl.a. Asien er lukket ned. Efterspørgslen overstiger udbuddet. Og her står lille Danmark med et samlet indbyggertal på størrelse med en mellemstor international hovedstad, som på få uger skal skaffe medicin til tre måneders forbrug for alle og for seks måneder for kritisk medicin til intensivafdelinger. Den opgave skal løses til gavn for danske patienter, men uden at det sætter forsyningssikkerheden over styr for patienter i andre lande. Leverandører, producenter, sygehusapoteker og mange andre har taget det fælles ansvar for at løse opgaven, og den solidariske tilgang gør det sandsynligt, at opgaven kan løses i samarbejde med producenter og leverandører.

Solidaritet præger foråret

Det gennemgående træk i løsningen af alle de ovenstående udfordringer er ansvarlighed og viljen til at finde løsning i fællesskab – og dermed til: Solidaritet. Solidaritet er viljen til at yde noget for hinanden og fællesskabet, og om noget er det netop det der præger foråret 2020.

Træerne vokser dog ikke ind i himmelen. Når den akutte situation har lagt sig, er der behov for kritisk selvransagelse i forhold til, at vi forbereder os bedre på en fremtidig hændelse. I forhold til lægemiddelområdet afslører denne situation flere problemstillinger, som alle i sidste ende handler om forsyningssikkerhed.

Produktionen af lægemidler er i stigende grad flyttet ud af USA og Vesteuropa til lande, hvor produktionsomkostningerne er lavere. Hermed koncentreres produktion i få lande og ind i mellem også på meget få produktionsenheder. Det øger risikoen for leverencesvigt som følge af produktionsstop, lokale, infektionsudløste karantænebestemmelser og stop i transport ud af enkeltlande. Der er grund til at overveje om vi på denne måde har gjort os for sårbare.

Også internt i Danmark opleves der nogle steder problemer med at få medicin hurtigt nok ud til patienter. De seneste år har budt på langt flere nærapoteker, mens antallet af døgnåbne apoteker er faldet markant. Indtil nu er dette løst med medicinudlevering på sygehusene, men i en situation som nu med smitterisiko grundet COVID-19, så er sygehuse et uegnet udleveringssted. Vi skal nok løse det akutte problem, men igen er spørgsmålet – hvordan gør vi os mindre sårbare på sigt.

Situationen kalder med andre ord på en kritisk evaluering af, hvad COVID-19 lærte os alle – også på forsyningsområdet. Her er der behov for alle gode kræfter, og for et hurtigt initiativ så vi ikke fortrænger erfaringerne.

Men indtil da – tak for hjælpen fra et hårdt trængt sundhedsvæsen.