Dagens Pharma
Nyt om semaglutid og tirzepatide: Her er alt det bedste fra årets Obesity Week
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Denne nye SELECT-analyse repræsenterer endnu et skridt fremad ved at undersøge, hvordan semaglutid påvirker gentagne hospitalsindlæggelser og forlængede hospitalsophold, som er to presserende problemer med hensyn til sundhedsomkostninger og kvalitet,« fortalte Michelle Skinner, Vice President for Medical Affairs hos Novo Nordisk
På Obesity Week var der især fokus på resultater fra forsøg med alle de lægemidler, der kan blive fremtidens behandlinger til personer med svær overvægt. Der blev også præsenteret resultater fra forsøg med nogle af de lægemidler, som allerede er på markedet, og som kan lede til flere helbredsfordele end bare et vægttab.
Obesity Week er slut, og forskere fra hele verden forlader nu San Antonio, Texas, der har lagt kongrescenter til årets største kongres for behandling af overvægt.
Kongressen har i år været fyldt med kliniske data fra studier, hvor personer med svær overvægt er blevet behandlet med etablerede GLP-1-receptoragonister, nye GLP-1-receptoragonister, nogle helt andre former for lægemidler eller sågar balloner i maven.
Her kommer en overflyvning over de, som vi fandt med interessant.
Tirzepatide forhindrer folk i at udvikle type 2-diabetes
Eli Lilly var taget til Obesity Week med resultater, der først bliver publiceret i New England Journal of Medicine d. 13. november.
Det drejede sig om et nyt udtræk af data fra SURMOUNT-1-studiet, hvori forskere havde fulgt personer med prædiabetes i behandling med tirzepatide i hele 176 mdr.
Studiet viste, at blot 1,2 pct. af forsøgspersoner i behandling med tirzepatide gik fra at have prædiabetes til at have type 2-diabetes i perioden. I en kontrolgruppe var tallet 12,6 pct. Desuden fik næsten alle personer i behandling med tirzepatide normale blodsukkerniveauer.
»Dybest set kunne vi forebygge diabetes hos 94 pct. af forsøgspersonerne, og det var meget, meget få, der udviklede diabetes. Det er helt forbløffende. Det er noget, der aldrig er set før,« fortalte en af forskerne bag studiet, lektor i medicin Leigh Perreault fra University of Colorado Anschutz Medical Campus, til Medscape.
Resultaterne fra SURMOUNT-1 viste også, at hvis forsøgsdeltagerne stoppede i behandlingen med tirzepatide, tog de gennemsnitligt syv pct. af deres kropsvægt på igen inden for 17 uger.
Wegovy kan sænke hospitalsudgifterne
Novo Nordisk var også taget til Obesity Week med interessante resultater, og det var fra et nyt dataudtræk fra SELECT-studiet, hvori forskere havde undersøgt, hvad behandling med semaglutid betød for indlæggelser og længden på indlæggelser hos personer med svær overvægt eller overvægt og etableret hjertekarsygdom, men uden diabetes.
Studiet viste, at behandlingen med semaglutid blandt andet reducerede sandsynligheden for en første indlæggelse med enhver indikation i undersøgelsesperioden fra 36,7 pct. i placebogruppen til 33,4 pct. i semaglutidgruppen og indlæggelse med alvorlig sygdom fra 33,4 pct. til 30,3 pct.
Semaglutid reducerede også det samlede antal indlæggelser med enhver indikation i undersøgelsesperioden fra 20,4 pr. 100 patientår i placebogruppen til 18,3 pr. 100 patientår i semaglutidgruppen.
Antallet af indlæggelsesdage faldt også signifikant.
»Denne nye SELECT-analyse repræsenterer endnu et skridt fremad ved at undersøge, hvordan semaglutid påvirker gentagne hospitalsindlæggelser og forlængede hospitalsophold, som er to presserende problemer med hensyn til sundhedsomkostninger og kvalitet,« fortalte Michelle Skinner, Vice President for Medical Affairs hos Novo Nordisk, i en pressemeddelelse.
Vægttabspille giver vægttab på mere end otte pct. i løbet af fire uger
Blandt de helt store samtaleemner til Obesity Week var også de resultater, som Viking Therapeutics kunne fremlægge vedrørende deres fedmepille VK2735.
I et forsøg med pillen blev patienter behandlet med forskellige doser, og her ledte den højeste dosis til et vægttab på 8,2 pct. på kun fire uger.
Sammenlignet med placebogruppen tabte forsøgspersoner i behandling med VK2735 6,8 pct. mere af deres kropsvægt.
Desuden tabte 100 pct. af forsøgsdeltagerne i behandling med VK2735 mere end fem pct. af deres kropsvægt mod ingen i placebogruppen.
Viking Therapeutics fremlagde også data fra et 13 uger langt forsøg med VK2735 i en subkutan version, og her havde forsøgsdeltagere opnået et gennemsnitligt vægttab på 14,7 pct. af deres kropsvægt.
AstraZeneca skuffer med fedmepille
AstraZeneca var som sine konkurrenter taget til Obesity Week med data fra deres portefølje af mulige nye vægttabslægemidler
Det drejede sig blandt andet om data fra et forsøg med AZD5004, der er en GLP-1-receptorblokker i pilleform.
Behandlingen ledte i forsøget til et vægttab på gennemsnitligt 5,8 pct. af kropsvægten og lavere blodsukker, men alligevel var investorerne ikke overbeviste.
Forsøgsdesignet krævede nemlig, at forsøgsdeltagerne fastede i ti timer før behandlingen med AZD5004 og fire timer efter. Det ledte også i placebogruppen til et stort vægttab.
Som konsekvens af de kedelig data mistede AstraZeneca svimlende 134 mia. kr. af selskabets markedsværdi.
App på forældres telefon giver sundere børn
Til Obesity Week handlede det hele dog ikke om medicinsk behandling af overvægt.
Blandt andet havde forskere i et studie med 900 forældre med nyfødte børn undersøgt, hvad en app kan gøre for børns sundhed, hvis den bliver installeret på forældrenes telefon i to år.
Appen sætter hele tiden mål for barnets sundhed, blandt andet opfordrer den til begrænset indtag af sukkerholdige drikkevarer og mindre skærmtid, og forældrene skal i appen så indtaste deres fremskridt.
Undersøgelsen af effekten af appen viste, at 13 pct. af børnene i placebogruppen udviklede svær overvægt i løbet af barnets to første leveår mod blot syv pct. i interventionsgruppen.
Det modsvarer en reduktion på 45 pct. og betyder formentlig også, at færre børn i interventionsgruppen vil vokse op og blive til voksne med svær overvægt.
Forskerne fandt også, at effekten af brugen af appen allerede kunne måles efter fire mdr. og fortsatte med at være signifikant frem til, at børnene fyldte to år.
»Hvis vi kan forebygge svær overvægt hos de børn, der er i størst risiko for at udvikle det, kan vi også skabe bedre lighed i sundhed i fremtiden,« fortalte en af forskerne bag studiet, læge og professor Elinia Perrin fra Johns Hopkins University Schools of Medicine, i en pressemeddelelse.
Forskningen blev også offentliggjort i JAMA.
Ballon i maven giver stort vægttab
Endelig viste et studie, at det måske slet ikke er nødvendigt at behandle svær overvægt medicinsk.
Et alternativ er som eksempel Allurion Program, hvor personer med svær overvægt i stedet skal synke en ballon, der derefter kan pustes op i deres mavesæk.
I et studie med Allurion Program deltog 27 forsøgsdeltagere, der ikke havde haft gavn af behandling med en GLP-1-receptoragonist, og de tabte gennemsnitligt 17,6 pct. af deres kropsvægt på fire mdr.
Faktisk er mennesker med svær overvægt allerede i behandling med Allurion Program over hele verden.
I et andet studie til Obesity Week kunne forskere nemlig vise, at blandt 19.428 personer i behandling med den gastriske ballon i 72 lande i perioden fra 2018 til 2023 var det gennemsnitlige vægttab inden for fire mdr. 12,2 pct. af kropsvægten.
»Vores resultater tyder på, at Allurion Program kan være en game-changer for patienter, der ikke reagerer på GLP-1-behandlinger,« sagde læge Ram Chuttani, som er chief medical officer og stiftende partner i Allurion, til Medical Device Network.
Denne artikel blev oprindeligt bragt på vores søstermedie Dagens Medicin.
Del artiklen: