Skab sanktioner over for ‘banditter i kitler’

Hvis du lider af en alvorlig fremadskridende sygdom, og det lokale hospital nægter at give dig det eneste lægemiddel, der muligvis kan hjælpe dig mod den fremadskridende sygdom, så vil du givetvis blive skuffet, frustreret og vred. Og hvis du samtidig oplever, at nabohospitalerne tilbyder deres patienter lægemidlet, vil du givetvis blive i tvivl om kompetencerne på dit lokale hospital og ydermere finde situationen uretfærdig og uforsvarlig. Du ville miste tilliden til dit hospital.

Så meget bruger hvert land på Spinraza. Målt i AIP i dk. kr.

Formentlig er det sådan mange forældre til børn med muskelsvind har det, når de tænker på den behandling, de tilbydes i det danske sundhedsvæsen. Forældrene oplever, at alle danske hospitaler har en mere restriktiv anvendelse af Spinraza sammenlignet med den behandling, børnene ville få på nabohospitalerne i Sverige, Norge og Finland. Frem til i dag har Norge og Sverige hver især brugt mere end 200 mio. kr. på medicin til børnene, Finland mere end 100 mio. kr. – og Danmark har brugt 60-70 mio. kr. Alt opgjort i AIP og danske kroner.

Ingen kan i dag med stor sikkerhed sige, om den danske strategi er den klogeste. Om den både sparer mange penge og sparer børnene for behandlinger uden den store værdi og måske for kedelige bivirkninger. Eller om eftertiden vil dømme den danske strategi hårdt for at være umenneskelig og medvirkende til unødvendig alvorlig invalidering af en række patienter. Når man taler med forældrene, og når man hører fagfolk, er jeg helt sikker på, at behandlingen gavner nogle af patienterne. Og derfor forstår jeg godt forældrenes frustrationer og vrede over, at Medicinrådet ikke allerede nu har ændret de meget restriktive anbefalinger omkring Spinraza. Men jeg er også i tvivl om behandlingen virker for alle – og jeg er rystet over prisen, der er ubegrundet og udtryk for udbytning af samfundet.

Ekstraordinær datasøgning

Det er næppe nogen trøst for forældrene, at hvis Medicinrådet skulle have truffet beslutning i september-mødet, ville det antagelig have været en stadfæstelse af hidtidig praksis. Men rådet udskød en beslutning. For der er ikke nye publicerede data fra producenten. Og det kan undre. Med et forbrug af Spinraza på mere end 600 mio. kr. alene i de skandinaviske lande – og med mere en 8.000 patienter i behandling på verdensplan, burde der jo være systematiske opsamlinger af erfaringer og effekter. Men sådanne data foreligger ikke.

Læs hvad producenten af Spinraza, Biogen, siger til kritikken her:

En lille trøst kan det forhåbentlig være for forældrene, at Medicinrådet og fagudvalget nu ekstraordinært er gået i gang med at finde data (publiceret og ikke-publiceret) for at vurdere lægemidlets effekt. Og på den baggrund tage en grundig drøftelse af anvendelsen af Spinraza på et kommende møde.

Men sagen illustrerer desværre også, hvordan Medicinrådet som konstruktion er et problem ved vurdering af visse nye lægemidler. (Og lad mig for en god orden skyld understrege, at Medicinrådet på andre områder er en succes – på linje med RADS).

Medicinrådet (og det danske samfund) har nemlig ingen sanktionsmuligheder over for et lægemiddelfirma, der prissætter et lægemiddel urimeligt højt. Og der er heller ikke nogen sanktionsmuligheder over for lægemiddelfirmaer, der laver dårlig dokumentation af effekt og bivirkninger. Og der er heller ingen, der kan tvinge et lægemiddelfirma til at lave opfølgningsdata selv om godkendelsesgrundlaget hos EMA er tyndt. Den eneste sanktionsmulighed, det danske samfund har valgt at anvende, er at nægte at bruge lægemidlet og dermed at acceptere, at nogle børn ikke bliver behandlet og i hvert fald nogle børn mister funktionsevne og dermed yderligere invalideres.

Man må håbe, at regeringen vil tage initiativer på lægemiddelområdet, så lægemiddelproducenter der bryder ‘samfundskontrakten’, kan straffes på anden måde, end ved at man straffer patienterne ved ikke at give patienterne medicin.

Fælles skandinavisk Medicinråd

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin åbningstale i Folketinget om tillid. Og om samfundskontrakter der blev brudt af banker og store virksomheder. Nogle politikere har ligefrem talt om ‘banditter i habitter’, når tilliden og samspillet med resten af samfundet forsvinder, og man alene tænker på egen vinding. I lægemiddelbranchen er vi måske mere ude for ‘banditter i kitler’. Nogle lægemiddelproducenterne bryder deres ‘samfundskontrakt’, når de prissætter urimeligt og ubegrundet højt. Og når de ikke medvirker til at dokumentere effekter af lægemidlerne. Man kunne håbe på, at statsminister Mette Frederiksens åbningstale var starten på en nytænkning omkring ‘banditter i habitter’ og ‘banditter i kitler’. Man må håbe, at regeringen vil tage initiativer på lægemiddelområdet, så lægemiddelproducenter der bryder ‘samfundskontrakten’, kan straffes på anden måde, end ved at man straffer patienterne ved ikke at give patienterne medicin.

Det at straffe patienterne for ‘banditopførsel’ fra lægemiddelproducenten, opleves som uretfærdigt og skaber vrede og frustrationer hos patienter og pårørende – og er i sidste ende med til at nedbryde tilliden til det samfund, vi holder af.

I stedet bør der gribes ind mod ‘banditterne i kitler’. Vi kan næppe gøre det alene i Danmark. Vi må arbejde sammen med andre europæiske lande. Regeringen bør derfor sørge for at søge samarbejde med en række af de europæiske lande, der vil kunne gribe ind over for de lægemiddelfirmaer, der er ‘kontraktbrydere’. I en række år har især Holland arbejdet for dette. Og det har været trist at høre, at Danmark har være fod slæbende eller direkte imod – formentlig af hensyn til vores egen lægemiddelproducenter. Men vi bør ikke have ‘banditter i kitler’ i Danmark. Og har vi det, bør de lære at opføre sig ordentligt. Både ved offentlig kritik og ved indgreb mod de patentrettigheder, vi har givet virksomhederne med en forventning om, at de opfører sig ordentligt.

Det ville klæde Danmark at gå ind i det fælles europæiske samarbejde mod ‘kontraktbryderne’ – både af hensyn til tilliden til samfundet, af hensyn til patienterne og måske også af hensyn til den del af lægemiddelindustrien der overholder ‘kontrakten’ med samfundet.

Og så kunne man i mellemtiden overveje, om tiden ikke var inde til at overveje et skandinavisk Medicinråd. Måske ikke for alle lægemidler, men for de lægemidler der var af særlig karakter og måske især for de lægemidler, der bliver frembragt af ‘kontraktbryderne’. Så man blev enige i Skandinavien om effektvurderinger, anvendelsesområder, systematisk opfølgning og eventuelle supplerende krav til ‘kontraktbrydere’. Dermed kunne Skandinavien opnå både større tillid til samfundet, opbakning fra patienter, lavere priser – men først og fremmest systematisk opsamlinger, der gør, at vi ikke unødvendigt udsætter patienter for bivirkninger og samfundet for unødvendigt store medicinregninger.