Inhabilitet i Medicinrådets top

Medicinrådet har på mange måder gjort et glimrende stykke arbejde. Nye lægemidler vurderes omhyggeligt og der udkommer relevante vejledninger for anvendelsen af disse nye og ofte dyre lægemidler. Sagsbehandlingen er hurtig, og vi er på de områder, jeg kender til, forud for vores skandinaviske broderlande, når det drejer sig om ibrugtagning af gode nye lægemidler.

Medicinrådet har meget relevant haft fokus på de habilitetsproblemer, der kan opstå, når læger samarbejder med lægemiddelindustrien og har ført en meget stram kurs på dette område. Det er vanskeligt for den enkelte læge at vurdere, i hvilken grad man er påvirket af et samarbejde med lægemiddelindustrien, og derfor er nultolerancepolitik på sin plads.

Desværre har man ikke været opmærksom på, at der også kan opstå habilitetsproblemer, hvis man varetager to forskellige offentlige embeder. Set her fra den kliniske slagmark, hvor jeg befinder mig, er der meget der tyder på, at de problemer, vi aktuelt er stødt ind i skyldes, at formandsskabet i Medicinrådet også er ansat som sygehusdirektører med ansvar for den daglige drift og økonomi.

For nogle år siden udgik der en depeche fra Herlev Hospital, som gik ud på, at vi alle skulle opgøre vores medicinudgifter til behandling af myelomatose (et dyrt område i dagens kræftbehandling), fordi »når der ikke er nogen forskel i patienternes overlevelse i Danmark kan alle med fordel behandle patienterne som på det billigste sygehus«. Siden har det vist sig med tiltagende tydelighed, at der er forskelle i overlevelsen. Foreløbig har man dækket sig bag det forhold, at der er overlapning af nogle meget brede konfidensintervaller ved beregning af overlevelsen, men mere retvisende beregninger viser, at der er store forskelle.

Når nøden er størst er hjælpen som bekendt også nærmest: Man tager sin anden kasket på, og sætter sig ind i Medicinrådet og ‘rådgiver’ regionerne om, at de skal forbyde al anvendelse af lægemidler, som ikke er godkendt på den pågældende indikation af Medicinrådet.

Patienterne har opdaget det, og de senere år har vi set en vis vandring af overvejende ressourcestærke patienter fra Østdanmark mod vest, hvor de har søgt om behandlingsasyl i henhold til loven om frit sygehusvalg. Det har skabt en betydelig irritation i østdanske sygehusledelser, men når nøden er størst er hjælpen som bekendt også nærmest: Man tager sin anden kasket på, og sætter sig ind i Medicinrådet og ‘rådgiver’ regionerne om, at de skal forbyde al anvendelse af lægemidler, som ikke er godkendt på den pågældende indikation af Medicinrådet. Det betyder, at al ‘off-label-brug’ af lægemidler er forbudt og skaber store problemer for os og vores patienter.

Naturligvis skal Medicinrådets anbefalinger, som er baseret på solid klinisk evidens følges, men problemet for os klinikere er, at den solide kliniske evidens kun foreligger for de første par behandlingslinjer, når det drejer sig om en kræftsygdom som myelomatose, og mange af vores patienter får 5-10 livsforlængende behandlingslinjer, som med de moderne lægemidler er forbundet med en særdeles god livskvalitet. Valget af lægemidler i de senere behandlingslinjer må således baseres på lægefaglig ekspertise i samklang med patientens ønsker. En vanskelig men vigtig opgave, som er helt uegnet til topstyring.

Et argument, som ofte fremføres er, at der i disse år sker en eksplosion i udgifterne til medicin, men de sidste mange år har regionernes medicinudgift helt fast udgjort 13 pct. af sundhedsudgifterne. De tal, der for nyligt var fremme i et par radioudsendelser, tyder på, at medicinudgifterne på sygehusområdet måske bevæger sig fra syv op mod otte pct. af sundhedsudgifterne. Er det en eksplosion?

Danske borgere har i mange år betalt en høj skat i forventning om at få en relevant behandling, hvis de får brug for det. Helt som når vi tegner brandforsikring for vores hus får de færreste brug for dyr medicinsk behandling, men hvis huset brænder eller man bliver ramt af en kræftsygdom, er det godt at være forsikret. Det vi oplever nu er, at offentligt ansatte ledelsespersoner blokerer for effektive behandlinger af kræftpatienter. Moralsk er det på linje med forsikringsselskaber, der snyder deres kunder.

En af mine gamle men mentalt meget velbevarede patienter fra Østdanmark fortæller mig, at et af de hyppigste spørgsmål han blev stillet på sit hjemstedssygehus var, om han nu også var helt sikker på, at han stadig havde en god livskvalitet. Underforstået: Gamle nisse. Kan du ikke snart forstå, at din tid er udløbet og opgive ævred. Så helt ud i behandlingslinjen, hvor lægen møder sin patient, har man haft held til at inducere en ‘ikke-behandlingsstrategi’, hvor patienterne unddrages effektiv, livsforlængende behandling.