Medicinrådet
Medicinrådet anbefaler forebyggende RSV-behandling til spædbørn i risiko
Udgivet:
Kommentarer (0)
På sit sidste rådsmøde som formand for Medicinrådet har Jørgen Schøler Kristensen været med til at komme med otte nye anbefalinger.
Medicinrådet er på sit januarmøde kommet frem til otte nye anbefalinger og anbefaler blandt andet en forebyggende RSV-behandling til en bestemt gruppe spædbørn. Det er dog usikkert, om behandlingen kommer på det danske marked, oplyser rådet.
Efter sit rådsmøde nummer 100 er Medicinrådet klar med otte nye anbefalinger til behandling af alt fra nyrekræft til Friedreichs ataksi.
Rådet har blandt andet besluttet at anbefale Beyfortus (nirsevimab), der er en forebyggende behandling til respiratorisk syncytialvirus eller RSV.
Anbefalingen gælder spædbørn, som er for tidligt fødte, og spædbørn, der er i særlig risiko for at blive syge i deres første RSV-sæson.
»Vi er meget optagede af at hjælpe de børn og familier, der kan blive ramt af et alvorligt forløb med RS-virus, og som risikerer længerevarende indlæggelse på hospitalet. Det vil samtidigt aflaste børneafdelingerne i forhold til de mange hospitalsindlæggelser,« Birgitte Klindt Poulsen, ny forperson for Medicinrådet, i en pressemeddelelse.
»Men vi skal selvfølgelig ikke både vaccinere mødrene og behandle børnene, og derfor afventer vi en udmelding fra Sundhedsstyrelsen, som vi forventer kommer snart,« siger hun.
Sundhedsstyrelsen er i gang med at vurdere, om der skal indføres et nationalt vaccinationsprogram med en vaccine, der gives til gravide kvinder som en forebyggende RSV-behandling.
Derfor har Medicinrådet besluttet at udskyde sin beslutning om, hvorvidt Beyfortus også skal anbefales som en forebyggende behandling til raske spædbørn, der er født til termin.
Det er usikkert, om Beyfortus vil blive tilgængelig i Danmark. Sanofi, som står bag behandlingen, kommer ifølge Medicinrådet kun til at bringe behandlingen på markedet, hvis den bliver anbefalet til størstedelen af alle spædbørn.
Vanskelig drøftelse
Ud over Beyfortus anbefaler Medicinrådet fire andre lægemidler. Rådet har eksempelvis valgt at give delvise anbefalinger til to immunterapier i kombination med tyrosinkinasehæmmere til at behandle nyrekræft.
Det drejer sig om Keytruda (pembrolizumab) og Kisplyx (lenvatinib). De bliver anbefalet i en kombinationsbehandling til en mindre gruppe af patienter, som har svær og aggressiv metastatisk nyrekræft.
»Selvom priserne er meget høje i forhold til effekten af behandlingen, anbefaler vi nu behandlingen til de patienter, der har størst behov efter en grundig og vanskelig drøftelse i rådet,« siger Jørgen Schøler Kristensen, som netop er afgået som formand for Medicinrådet, i en pressemeddelelse om anbefalingerne til nyrekræft.
Rådet har afvist at anbefale Opdivo (nivolumab) som en kombinationsbehandling til samme gruppe patienter.
Efter et år vil Medicinrådet revurdere sin anbefaling baseret på data om de patienter, som har modtaget behandlingerne.
PiaSky (crovalimab) bliver anbefalet til at behandle blodsygdommen paroksystisk natlig hæmoglobinuri hos en bestemt gruppe patienter.
Til slut har Medicinrådet godkendt et tillæg, som afløser en tidligere anbefaling inden for knoglemarvskræft, hvor lægemidlet Revlimid (lenalidomid) fortsat bliver anbefalet.
Fælles nordisk vurdering
To af de lægemidler, som Medicinrådet har valgt ikke at anbefale, er blevet vurderet på baggrund af en vurdering fra det nordiske samarbejde Joint Nordic HTA Bodies og de priser, som virksomhederne har tilbudt i Danmark.
Det er første gang, at Medicinrådet tager stilling til lægemidler, som er blevet vurderet i den fælles, nordiske vurdering.
Det drejer sig om lægemidlet Skyclarys (omaveloxolone) til at behandle sygdommen Friedreichs ataksi, og Tibsovo (ivosidenib) til at behandle galdegangskræft og akut myeloid leukæmi.
Her var konklusionen, at prisen var for høj for behandlingen af de tre sygdomme.
»Det er ærgerligt, at omkostningerne til behandlingerne i alle tre sager er for høje i forhold til den effekt, lægemidlerne giver patienterne, og vi derfor er nødt til at opfordre lægemiddelvirksomhederne til at vende tilbage med lavere priser, før vi kan anbefale dem,« siger Birgitte Klindt Poulsen.
Derudover har rådet afvist at anbefale lægemidlet Alecensa (alectinib) som en adjuverende behandling til patienter med en bestemt form for lungekræft.
Rådet er desuden kommet med en ny lægemiddelrekommandation for prostatakræft. Læs mere om de nye anbefalinger hos Medicinrådet.
Læs også
23. oktober 2024: Efter otte år i spidsen siger Jørgen Schøler Kristensen farvel til Medicinrådet
30. oktober 2024: Nyt formandskab i Medicinrådet: Vi kommer til at se ind i længere sagsbehandlingstider den kommende tid
Del artiklen: