MSD-direktør: Medicinalindustrien har brug for stærke LGBT-organisationer

World Pride er i fuld gang – og danskerne har allerede grund til at være stolte af et vellykket arrangement.

Vi skal huske på, at indkøbet af 50 regnbueflag til kontoret aldrig kan erstatte levet erfaring

Som udlænding (jeg er brite) kan jeg mærke Københavns progressivitet. Og selvom vi – måske særligt i disse dage – skal værdsætte det privilegium, det er at bo netop her, så bliver vi nødt til at erkende, at regnbueflagene stadig for ofte blæser i modvind. Også i Danmark.

Ungdomsorganisationen under LGBT-Danmark, LGBT Ungdom, udgav i februar i år rapporten ‘Stop diskrimination i skolen’, der viste, at danske elever, som er LGBTQ+, generelt trives dårligt. 37 procent føler sig ensomme, og mere end hver anden LGBTQ+-elev har selvmordstanker.

Derudover ved vi fra den tidligere regerings handlingsplan i 2018, at halvdelen af danske homoseksuelle mennesker undgår at holde i hånd på gaden af frygt for overfald.

I virkeligheden skal man bare gå ind på et kommentarspor på Facebook for at finde ud af, hvor vigtig kampen for inklusion stadig er. Desværre. Derfor er det også vigtigt, at vi alle løfter deres del af ansvaret. Også virksomheder. Også medicinalindustrien.

Regnbueflag på kontoret er ikke nok

Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi med regnbueflag sender et klokkeklart signal om, at vi støtter diversitet og inklusion – både på symbolplan og i interne politikker.

Men vi skal samtidig huske på, at indkøbet af 50 regnbueflag til kontoret aldrig kan erstatte levet erfaring. Vi kan ikke bare komme ind fra siden og tro, at vi kender løsningen på et problem, som mange af os ikke helt kan sætte os ind i.

Det handler ikke bare om at arbejde med inklusion internt – det handler det også om. Men sagen er den, at hvis vi virkelig tror på vores løfte om at hæve sundheden i de samfund, vi opererer i, så skal vi også argumentere for stærke organisationer og repræsentanter for LGBTQIA-miljøet.

Det har vi brug for, fordi LGBT-organisationerne rent faktisk når deres målgruppe – og særligt på sundhedsområdet er det ingen selvfølge.

Statistikker afslører ulighed

Vi er nødt til at se i øjnene, at mange seksuelle minoriteter ikke på samme måde som andre føler sig imødekommet af det etablerede sundhedsvæsen. Vi skal lytte til de erfaringer, som LGBT-personer har med deres møder med lægen og med hospitalet.

LGBT-organisationer skal ikke bruge deres tid på at rende rundt med hatten i hånden

Samfundet og sundhedsvæsenet er indrettet til majoritetsbefolkningen, og derfor føler man som minoritet sig ikke altid inkluderet. Og derfor bliver man f.eks. væk fra konsultationen.

Samtidig ved vi fra en række sundhedsrelaterede statistikker, at LGBT-personer generelt set er mere udsatte. LGBT-personer er overrepræsenteret, når det kommer til selvskade, selvmordsforsøg og behandlingskrævende, psykiske udfordringer.

Vi kan alle blive klogere

Vi ved, at seksuelle minoriteter på flere måder udgør sundhedsmæssige risikogrupper – og at de samtidig i mindre grad føler sig velkomne i sundhedsvæsenet.

Det er afgørende, at de har nogen at spejle sig i og steder at gå hen, som kan supplere det etablerede sundhedsvæsen. Det handler i første omgang om at sørge for, at danskerne kommer i behandling. På den længere bane handler det om danskernes trivsel, sikkerhed og sundhed.

LGBT-organisationer skal ikke bruge deres tid på at rende rundt med hatten i hånden. De skal udnytte deres særlige indsigt og ekspertise til at gøre beslutningstagere såvel som industri klogere og deres målgrupper trygge.

Det skal de danske politikere huske på – og vi skal huske at minde dem om det. For hvis LGBT-organisationerne ikke har overskuddet til at løfte deres opgaver, så bliver de opgaver sjældent løftet et andet sted.

I sidste ende handler det om menneskeliv.