Vi har ikke råd til status quo: Det danske vaccinationsprogram kalder på ambitiøse politiske visioner

Valgkampen er over os, og et af de helt store temaer bliver, hvordan vi løfter presset på sundhedsvæsenet. Vi ved allesammen, at det er sund fornuft at investere i sundhed, men endnu mere sund fornuft er det vel, hvis vi kan forebygge sygdomme, før de opstår.

I 2021, hvor COVID-19-pandemien var på sit højeste, var det første gang, at Danmark opfyldte WHO’s målsætning om, at 75 pct. af gruppen af +65-årige bør vaccineres mod influenza

Ved at forebygge kan vi ikke bare ’spare’ en masse mennesker for sygdom, lægebesøg og indlæggelser, men også frigøre ressourcer og kapacitet til sundhedsvæsenet. En af de væsentligste forebyggelsesmetoder er gennem vaccination.

Gennem de seneste to og et halvt år med en COVID-19-pandemi hængende over os har vaccination været på alles læber, og Danmark har klaret sig flot sammenlignet med andre lande. Vores tilslutning til COVID-19-vaccinen har været høj, og data er blevet formidlet, så alle danskere har kunnet følge med i, hvordan det står til med sygdomsbyrde og vaccinationsdækning i f.eks. ens kommune og aldersgruppe.

Det har været imponerende og ganske unikt. Men løfter vi hovedet en smule fra corona-tågerne og kigger på hele vaccinationsområdet, så er der plads til forbedring.

Store huller i vores vaccinationsprogram

Den gængse opfattelse af vores nationale vaccinationsprogram er, at det er velfungerende. Og det er det sådan set også på visse parametre. For eksempel har den landsgennemsnitlige tilslutning til børnevaccinationsprogrammet været regelmæssigt høj over en lang periode. Men dykker man længere ned i data, ser man en stor ulighed, hvor visse kommuner ligger langt lavere end landsgennemsnittet.

Pharma-debat

Består af et fast panel af debattører, der på skift skriver om pharma-relaterede emner på dagenspharma.dk. Ordet er frit, og skribenterne vælger selv, hvad de vil skrive om.

Medlemmer af debatpanelet: Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lif, Lars Bo Nielsen, direktør, Lægemiddelstyrelsen, Catherine Williams, landechef, MSD, Tove Holm-Larsen, professor, sundhedsøkonom og CEO, Pharma Evidence, Martin Dræbye Gantzhorn, advokat og partner, Bech-Bruun, Lars Møller, adm. direktør, Pfizer, og Julie Brooker, landechef, Janssen.

Find tidligere debatindlægher.

Den samme ulighed går igen, når vi kigger på de voksne, hvor både COVID-, influenza- og pneumokokvaccination bliver tilbudt til alle over henholdsvis 50 og 65 år som en del af det offentlige vaccinationsprogram.

Ser man på tilslutningen til voksenvaccinationsprogrammet, har kun omkring halvdelen af dem over 65 år fra 2010-2020 hvert år taget imod tilbuddet om en influenzavaccination på det offentliges regning.

Det til trods for, at influenza årligt koster op mod 2.000 menneskeliv, at der foretages cirka 70.000 influenza-relaterede laboratorietests årligt, og at knap 2.300 patienter med laboratoriebekræftet influenza blev indlagt alene i influenzasæsonen 2019/20 – størstedelen af disse over 65 år.

I 2021, hvor COVID-19-pandemien var på sit højeste, var det første gang, at Danmark opfyldte WHO’s målsætning om, at 75 pct. af gruppen af +65-årige bør vaccineres mod influenza. Men der er stadig lang vej, hvis kurven skal blive oppe, og Sundhedsstyrelsens målsætning om 95 pct. vaccinerede skal nås.

Alligevel er den forholdsvis lave vaccinationsrate hos de ældre ikke noget, der har fyldt i den danske sundhedsdebat eller afstedkommet yderligere tiltag. I stedet lader det til, at det bare er et faktum, der accepteres.

Infrastruktur bør give borgerne nem adgang

Vi har også problemer omkring vaccinationsinfrastrukturen. Under pandemien så vi, at nem tilgængelighed er alfa og omega for borgerne og en kritisk faktor i at sikre en høj vaccinetilslutning.

Det er nu, vi skal have bugt med uligheden og hullerne på det danske vaccinationsområde

De danske apoteker har vist sig som en vigtig brik i denne infrastruktur. For eksempel bliver mere end hver femte influenzavaccination givet på et apotek. Men denne efterårssæson er det nu ikke længere muligt at blive vaccineret mod influenza, pneumokoksygdom eller COVID-19 på apotekerne i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Midtjylland, mens det i Region Syddanmark og Region Hovedstaden stadig er muligt.

Det er meget uheldigt for tilgængeligheden, og det skaber grobund for dalende vaccinationstilslutning og ikke mindst ulighed i sundhed. I det hele taget skal vi ikke tænke vaccination ud af men ind i de systemer og institutioner, som vores borgere jævnligt bruger.

Et rigtig godt eksempel er vores skolesystem. Her eksperimenteres der i visse kommuner netop nu med vaccination på skolen. For eksempel har der i en årrække været lavere tilslutning til HPV-vaccinen blandt københavnske børn og unge sammenlignet med resten af landet. For at øge tilslutningen tilbyder man derfor HPV-vaccination på alle københavnske skoler i 2021-2024. Et initiativ, som med fordel kunne indføres permanent i flere udsatte områder.

Værdien af forebyggelse går langt ud over sundhedsområdet

Vi ser et presserende behov for en mere strategisk, strukturel og samtænkende tilgang til vores danske vaccinationsprogram. En tilgang, der bør gå langt ud over en pandemi-vaccinationsstrategi.

Det er nu, vi skal have bugt med uligheden og hullerne på det danske vaccinationsområde. Og det er også nu, der bør foretages en grundig vurdering af de vacciner, der i dag ikke er en del af det offentlige vaccinationsprogram. Vacciner mod skoldkopper, rotavirus, helvedesild og hepatitis B er vacciner, borgerne selv skal opsøge og betale for. En mulighed, som mange borgere i dag ikke engang ved eksisterer.

Mød denne uges debattør

Catherine Williams er landechef for MSD Danmark. Tidligere på året blev hun valgt ind i Lifs bestyrelse. Inden hun bosatte sig i Danmark, har hun været ansat ved MSD i England gennem flere år og er desuden uddannet ved Harvard Business School.

Halvdelen af EU-landene vaccinerer f.eks. mod skoldkopper som en del af deres vaccinationsprogram – en vaccine, som vi i Danmark aldrig har vurderet i en sundhedsfaglig proces. Det på trods af, at over 60.000 børn i Danmark årligt får skoldkopper. Ud af dem kontakter 11.000 forældre deres praktiserende læge, 300 børn er forbi hospitalet og 130 børn indlægges med alvorlige symptomer såsom hjernehindebetændelse, blodforgiftning eller blodpropper. Derudover har forældrene et sygefravær på 136.000 årlige sygefraværsdage som følge af skoldkopper.

I et sundhedsøkonomisk perspektiv giver det således god mening at vaccinere mod sygdommen. Og hvis man spørger en femårig, så vil han eller hun nok betakke sig for en omgang af de i gennemsnit 200-300 kløende blærer, som en omgang skoldkopper medfører.

Desværre fokuserer man i dag for ensidigt på alvorligheden i sygdomme, når vaccinerne mod dem vurderes, og man glemmer både samfundsøkonomi og de dynamiske værdier og effekter af forebyggelsesinitiativer.

En voksende aldrende befolkning, den stigende pensionsalder, og presset på sundhedssystemet betyder, at vi er dybt afhængige af, at vi holder os sunde og ved godt helbred så lang tid som muligt. Vacciner har stor betydning for arbejdsudbud, beskæftigelse og produktivitet – og dermed for samfundsøkonomien.

Derfor er investeringer i sundhed og især forebyggelse afgørende. Der er nu et ’før’ og et ’efter’ COVID-19-pandemi. Særligt når man kigger på vacciner. Med de læringer, vi har i bagagen, er der behov for et serviceeftersyn, som kalder på politiske visioner på området. Visioner om at tænke smartere og om at turde investere i forebyggelse til gavn for det danske samfund.